Randers Storcenter måtte bortskaffe to eksemplarer af ‘Kys Frøen’, der flækkede.

Frøjagten er stadig i fuld gang. Vi leder efter samtlige 150 udsmykkede kunst-frøer, der kom til verden for 20 år siden.

Nu kan vi afsløre, at to af frøerne er gået til. Nemlig Nummer E1 og E15, der begge har stået ved Randers Storcenter. E1 var malet af Helena og Maria på dengang 10 og 9 år. E15 var udsmykket af dengang 8-årige Morten Søndergaard Petersen.

»De to af frøerne vi havde stående, er hakket op og sendt til de evige skralde-marker for et par år siden. De var så medtagede af vind og vejr og var ved at flække, så under en udbygning af centret, så dem fik vi bortskaffet,« fortæller Center Manager for Randers Storcenter, Jacob Hald Christensen.

Frø nummer E15 stod i mange år ved Randers Storcenter. Til sidst var den så medtaget, at den måtte hakkes op og køres væk.