En række konkrete svar skal falde, før det Radikale Venstre kan tage stilling til projekt MultiArena Randers
 
Skal Randers have en multiarena til mere end 100 millioner kroner? Det er et spændende punkt, som randrusianske sportsfolk, sportsinteresserede og skatteborgerne kan se frem til efter sommerferien.
Der er udsigt til en hed debat og diskussion allerede på første byrådsmøde efter sommerferien, for det Radikale Venstres Mogens Nyholm, der er formand for kultur-og fritidsudvalget og viceborgmester, har for alvor smidt opgaver foran de personer, der gerne ser en multiarena.
Det er spørgsmål og forhold omkring økonomi, der ligger Nyholm stærkt på sinde.
Og han vil have ren besked.
”Radikale stiller meget relevante og nødvendige spørgsmål, som skal besvares. Ikke noget med tøven og forbehold. Næh, vi skal have konkrete svar. Hvis man fra arena-tilhængernes side – det kunne være Venstre, Dansk Folkeparti eller Socialdemokratiet – ikke ønsker at svare på vores spørgsmål, er det fordi, der fra visse politikeres side ikke ønskes rent trav over for borgerne og borgernes skattekroner,” lyder det hårdt og kontant fra Nyholm.
”Vi i det Radikale Venstre vil have rent trav. Alle skal vide, hvad et ja til en multiarena betyder og indebærer økonomisk,” siger Mogens Nyholm, der håber, Byrådet også ønsker den fulde information..
”Byrådet kan da ikke være bekendt ikke at give fyldestgørende information. Hvis ikke tingene kommer helt frem i lyset, er det i mine øjne både uansvarligt, dårligt og ringe politisk lederskab,” kommer det med fynd og klem fra Nyholm.
 
Positive, men…
Hverken han eller partiet har p.t. taget stilling til projektet.
”Vi er som udgangspunkt positive overfor, at det lokale fritidsliv skal have gode og tidssvarende faciliteter i hele kommunen, men multiarenaprojektet er et stort projekt, og inden vi tager endelig stilling, er der altså nogle løse ender, vi vil have besvaret og forhold, som bør afklares,” siger Nyholm.
”Vi vil sikre os, at der ikke er løse ender. Og sikre os, at der ikke kommer økonomiske overraskelser og smæk på den længere bane. Kommunens borgere har krav på, at hver en sten vendes, inden der tages beslutning om en ny multiarena,” siger Nyholm, der har andre forhold, der spiller ind på hans og partiets beslutning.
”Vor stillingtagen vil også afhænge af de forhold, der måtte blive bragt frem i processen omkring lokalplanen, herunder parkeringsforholdene,” siger Nyholm.
”Endelig er det også for os vigtigt, at en multiarena ikke resulterer i, at andre idrætshaller lukkes. Og generelt er det mange penge at bruge på ét projekt og det både på drift og anlæg, og pengene kan jo kun bruges én gang,” siger Mogens Nyholm.
Radikale Venstre fremlægger sagen på byrådets dagsorden, da der skal være fuld åbenhed for borgerne til at følge disse drøftelser.