De sidste dages hellige - Støjberg, Løkke og mange flere har sjovt nok pludselig ændret synspunkter
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
»Valgkampen har været usædvanligt forvirrende med store kovendinger og flotte valgløfter, der gør op med den politik, der hidtil er blevet ført af partierne.
Inger Støjberg fører valgkamp på at være imod centralisering, men hun var som medlem af Folketinget for Venstre med til at vedtage bl.a. kommunalreformen og politireformen, der indebar voldsomme centraliseringer.
Lars Løkke slår sig op på at ville genrejse sundhedssystemet som han selv har været med til at ødelægge med centraliseringer, årlige besparelser (de såkaldte omprioriteringsbidrag) og favorisering af privathospitaler. Han var også bagmanden bag nedlægningen af amterne, en beslutning der har vist sig at have katastrofale følger for det specialiserede socialområde. Han har øjensynligt også skiftet mening om den inhumane udlændingepolitik han i flere år stod i spidsen for.
Socialdemokratiet har her i valgkampen lovet et længe tiltrængt lønløft til de mennesker, der sørger for vores velfærd, men for kun et år siden greb den socialdemokratiske regering ind i sygeplejekonflikten og afviste kategorisk Enhedslistens forslag om en lavt- og ligelønspulje på 5 mia. kr.
Inger Støjberg fører valgkamp på at være imod centralisering, men hun var som medlem af Folketinget for Venstre med til at vedtage bl.a. kommunalreformen og politireformen, der indebar voldsomme centraliseringer.
SF har tidligere været tilhængere af Kattegatforbindelsen, der vil være en katastrofe for klimaet, naturen og lokalsamfundene, her op til valget har de fornuftigvis skiftet mening og er nu imod.
På klimaområdet er der flere partier der lige pludseligt er blevet vældigt grønne. Både Socialdemokratiet og Venstre, der for kort tid siden var imod en helt nødvendig CO2 afgift på landbruget har her i valgkampen skiftet mening.
Det er rigtigt positivt med alle de politikere, der lover bod og bedring i forhold til den politik de hidtil har ført, men man kan jo tvivle på, hvor længe et løfte holder, når det er noget man lige har fundet på i valgkampen.
Enhedslisten ved du, hvor du har. Vi har både før under og efter valgkampen en fornuftig politik så vi kan redde klimaet, naturen og velfærden og så vi kan få gjort noget ved trivsel, sundhed og ulighed.
Den bedste måde at holde de andre partier fast på deres løfter efter valget er at sørge for at vi får et styrket Enhedslisten, husk det i stemmeboksen.«