”Vi er rigtig glade for, at VIA har fået en meget attraktiv beliggenhed i Randers med campus lige i hjertet af byen på Jens Otto Kraghs Plads. Det kan vi blandt andet takke Randers kommune for, som vi har haft et forbilledligt samarbejde med igennem hele processen med at realisere campusdrømmen. Til gengæld tør jeg godt love, at dette arkitektonisk flotte byggeri er med til at profilere Randers som en attraktiv uddannelsesby,” siger Jørgen Nørby, der er næstformand i bestyrelsen for VIA University College.Han bød velkommen til den officielle indvielse i fredags, hvor cirka 150 gæster var inviteret. Borgmester Henning Jensen Nyhuus foretog den formelle indvielse, og der var fællessang i det store auditorium samt tale af Gert Schou, der er formand for Regionrådets rådgivende udvalg vedrørende regional udvikling.