Jørn Rønnaus 10 meter høje narhvaltand placeres på Krakamarken.

Billedhugger Jørn Rønnaus 10 meter høje enhjørninghorn eller narhvaltand, der i 30 år var et meget synligt vartegn i strandkanten syd for Moesgaard Strand ved Aarhus, har sluttet sin eventyrlige rejse på Krakamarken ved Den Skandinaviske Designhøjskole. Det skriver Krakamarken i en pressemeddelelse.

Jørn Rønnau betegner selv tanden som et af sin karrieres højdepunkter blandt de mange naturskulpturer, han i årenes løb har skabt, og han er både stolt og glad for, at den nu ender sin lange rejse på Krakamarken, der om noget er Jørn Rønnaus hjertebarn, og som han tog initiativ til og fik etableret i 1992.

Sjovt nok blev tanden også skabt i 1992 som en af i alt 12 naturskulpturer i projektet ”Skovkunst” i Marselisborgskovene – alle træskulpturer, der stod på roden, og hvoraf kun tanden er tilbage. De andre er gået til i årenes løb – helt efter bogen, når det handler om naturskulpturer.

I 2014 væltede tanden, hvorefter den lå på stranden, indtil stormen Malik i januar 2022 tog den med sig ud i havet.

Et par dage senere blev Jørn Rønnau ringet op af en medarbejder fra Aarhus Havn, der kunne fortælle, at tanden var blevet bjærget i havnen og nu lå på kajen ved Bestseller.

»Jeg fik den fragtet hjem til mit værksted, og i 2023 har tanden været en del af den store udstilling ”Amazing Nature” på Kunstcentret Silkeborg Bad,« fortæller Jørn Rønnau, der også brugte 2023 til at tænke over, hvad der videre skulle ske med det ikoniske kunstværk.

»Og hvad var mere nærliggende end at give den sit sidste hvilested på Krakamarken? De to er jo lige gamle, og begge står mit hjerte meget nær,« fortsætter Jørn Rønnau.

Han har udset sig et vildt kirsebærtræ i skovbrynet lidt til venstre for indgangen til Krakamarken, som tanden skal læne sig op ad.

»Den bliver ikke særlig synlig fra vejen, men den får sit eget lille rum der i skovtykningen, og jeg lægger nok et par træstammer, som man kan sætte sig på og nyde stilheden og roen.«

»At tanden ender sin fantastiske rejse på Krakamarken omtrent samtidig med, at naturskulpturparken blev vækket til live igen i november 2022 år efter 30 års tornerosesøvn, betyder også, at det er en cirkel, der bliver sluttet for mig,« slutter Jørn Rønnau.

Det nye kunstværk på Krakamarken vil blive markeret med en indvielse til foråret.