I går klokken 12.20 fik politiet en anmeldelse fra en mand, der bor på Dyrbyvej ved Gassum, om at der var indbrud hos naboen. Han fortalte, at han havde hørt et højt brag fra naboens hus, og efterfølgende så han en mand, der smed en højttaler ind i en bil, muligvis en Toyota. Bilen var forsynet med en nummerplade med nummeret XE 23 378, og flygtede fra stedet i retning mod Gassum. Det viste sig, at det brag vidnet havde hørt stammede fra, at tyvene havde smadret en rude i hoveddøren. Den gerningsmand som vidnet så var 20 til 25 år gammel og havde kort rødligt strithår, og så var han iført en sort jakke og grålige træningsbukser.