Ukendte gerningsmænd fik et større udbytte ved et indbrud i en villa i Sorvad ved Allingåbro. Tyvene kom ind ved at afliste en stor rude til stuen. De var så betænksomme at sætte ruden i igen, men her slap venligheden så også op. Villaen på Sorvadgårdvej blev blandt andet rippet for alt i hvidevarer, og dertil kommer at husets varmepumpe blev ødelagt. Ifølge lokalpolitiet i Grenå er villaen under renovering med henblik på salg. Indbruddet skete i perioden fra 26. november til i går den 10. december.