Folketingsmedlem forudser besparelser i Randers Kommune, efter at regeringstoppen ikke vil afgive løfter om flere penge til at dække miljøhåndteringen efter Nordic Waste.

Randers Kommune står med al sandsynlighed over for en stor økonomisk udfordring, da det nu viser sig at kommunen fremover skal dække omkostningerne ved oprydningen efter den konkursramte virksomhed Nordic Waste.

Selvom statsminister Mette Frederiksen (S) og miljøminister Magnus Heunicke (S) tidligere havde lovet, at staten ville hjælpe, tyder nyere udtalelser på, at kommunen i høj grad selv skal stå for regningen.

Ændringen i tonen har skabt en intens debat i Folketinget.

Tidligere på året forsikrede statsministeren under et besøg i Randers, at det ikke var rimeligt, at børnene og de gamle skulle betale. Men situationen har udviklet sig anderledes.

Nick Zimmermann (DF) har i Folketinget åbent kritiseret regeringen for løftebrud. Han har peget på, at det er de svageste, der nu skal bære byrden, hvilket han kalder en »lodret løgn” fra regeringens side.«

Det sagde han under en højspændt debat, hvor han gentagne gange rykkede miljøministeren for klare svar, fortæller både TV2 Østjylland og Randers Amtsavis.

Han anklager regeringen for løftebrud. »Det kommer netop til at være børnene og de ældre, der skal betale regningen,« har Zimmermann sagt til TV2 Østjylland. Han påpeger, at Randers Kommune allerede er begyndt at kigge på spareøvelser i kommunen, for at finde midler til oprydningen.

Miljøminister Magnus Heunicke har forsvaret regeringens position ved at påpege, at Folketinget allerede har ydet et bidrag på 200 millioner kroner og understreget, at det var en ekstraordinær hjælp i en akut situation. Han har argumenteret for, at staten har støttet så meget, de kan, under de givne omstændigheder.

Statsminister, Mette Frederiksen og miljøminister Magnus Heunicke besøgte Ølst i slutningen af januar. Og lovede her at hjælpe med penge, så børn og ældre ikke blev ramt i Randers Kommune. Det løfte holdt lidt over to måneder. Arkivfoto

Går ud over ældre og børn

Debatten viser klart den frustration og de økonomiske udfordringer, Randers står overfor.

Borgmester i Randers, Torben Hansen (S), har også markeret de økonomiske udfordringer over for TV2 Østjylland. »Vi har ikke pengene til at betale for afværgeindsatsen,« forklarer han.

Ifølge borgmesteren har kommunen modtaget 146 millioner kroner fra staten. De sidste 54 millioner kroner fra staten blev brugt, da Miløstyrelsen i en kort periode overtog styringen på lerbakken.

Men pengene dækker ikke de faktiske udgifter. Tidligere på året rettede Randers Kommune et erstatningskrav på 120 millioner kroner mod konkursboet i Nordic Waste.

18. marts afsatte Randers Kommune yderligere 150 millioner kroner til at redde Alling Å og området fra en miljøkatastrofe. Det er uvist hvor langt de penge rækker.

Lokale politikere som Charlotte Broman Mølbæk (SF) har også udtrykt stærk utilfredshed med statens håndtering af sagen og frygter, at det kommer til at gå ud over de ældre og børnene i Randers Kommune, hvis der ikke kommer yderligere politiske tiltag for at sikre mere støtte til kommunen.