Siden 1966 har mormoner fra hele verden afholdt et arrangement ved navn ”Fest i Nord” næsten hvert år et sted i Skandinavien. De har blandt andet været i Stockholm, Oslo, København og Aalborg – og i år bliver festen afholdt i Randers. Det er anden gang, festivallen bliver afholdt i Randers – første gang var i 2009. Arrangementet er for unge mormoner i alderen 18-30 år.
Som tak for at de må holde festen i Randers, tilbyder de unge at udføre frivilligt arbejde en dag til glæde og gavn for byens borgere. I samarbejde med mormonkirken fandt Randers Kommune frivillige opgaver til de unge mennesker, og arbejdet blev udført på en smuk solrig dag – torsdag 30. juni.
”Det er en stor fornøjelse at få besøg af jer endnu engang, og I sætter et godt eksempel for os andre med jeres frivillige indsats. I er velkomne i Randers når som helst,” sagde viceborgmester Henning Jensen Nyhuus, som selv var borgmester i Randers, da de unge mormoner var på besøg i 2009.
Arrangementet ”Fest i Nord” afholdes i perioden 27. juli til 1. august i Arena Randers.
 
Frivillige hænder skaber glæde
I forbindelse med de unge mormoners ”Fest i Nord” er det en tradition, at de bidrager med ”Frivillige hænder”, som de kalder den dags frivillige arbejde, de tilbyder værtsbyen som tak for husly. I Randers blev de blandt andet beskæftiget på Materielgården, hvor de udførte forskellige maleropgaver.
”Tilbuddet fra de unge kom meget belejligt – vi har fået bygget om, og det har længe trængt til en kærlig hånd og frisk maling,” fortæller Frank Poulsen, driftsleder på Materielgården i Randers Kommune.
Elin Vennerholm fra Sverige er på besøg i Dagtilbuddet Birkebo, hvor der skal males borde og bænke, og hun fortæller, at hun glæder sig over at udføre frivilligt arbejde.
”Det føles godt ikke at tænke på sig selv for en stund,” siger Elin, og det er de unge omkring hende enige i. Viceborgmester og forhenværende borgmester Henning Jensen Nyhuus bød velkommen under store klapsalver og jublende tilråb fra de unge. Det lød som om, de var glade for den varme velkomst.
Edvard Sehested på 82 år fik hjælp til havearbejde af Cecilie Højvang Christensen fra Aalborg og Joseph Engelbrektsson fra Borås i Sverige. Edvard havde selv klippet buske og træer ned, og de to unge mennesker hjalp med at få det samlet sammen og kørt væk. Ejendomsservice i Randers Kommune fik beskæftiget 150 ud af de 700 frivillige, og her hjælper en lille flok med at male haveborde og bænke i Dagtilbuddet Birkebo på Viborgvej. Miikael Hyrkäs fra Finland (i baggrunden af dette billede) synes godt om besøget i Randers og er især vild med de små hyggelige gader i byens centrum. Nogle af de unge gav deres stemmer som frivilligt arbejde og underholdt beboerne på plejecenteret Solbakken med smuk korsang.
De unge mormoner kommer fra hele verden, og nogen kommer helt fra den anden side af jorden – bogstaveligt talt. Søstrene Anneliisa og Lorena Ryter kommer helt fra Auckland i New Zealand, og de blev beskæftiget med at male afspærdingsklodser på Materielgården. Ifølge Anneliisa er det bedste ved Randers vores gode pizza- og isbutikker. Det taler hun om et stykke tid, før hun indrømmer, at hun vist bare er sulten. En af hendes med-malere griner og tilføjer, at her også er meget smukt.