Lige om lidt eksploderer naturen i et væld af farver, og efterårsferien kan være den perfekte anledning til at komme udenfor og få nogle skønne oplevelser med familien. Man kan blandt andet tage en cykeltur ved Gudenåen på en Christianiacykel, lave mad og bage pandekager over bål, klappe bondegårdsdyr, kigge på dyrespor, plukke og presse æbler og udhule græskar
 
I efterårsferien 2015 er der et væld af muligheder for at komme ud i det grønne, gule, røde, brune og blå og få en masse skønne naturoplevelser i Randers.
Randers Naturcenter holder bedsteforældredage, produktionsskolen Mimers Brønd byder indenfor og udenfor til et væld af aktiviteter, og der er aktivitetsdag for børn i Nordre Fælled.
Der er selvfølgelig også altid muligheden for at pakke en madkurv og tage ud på egen hånd i en af Randers Kommunes skove eller et af de andre naturområder, hvor man kan plukke æbler eller måske begynde indsamlingen til dette års juledekorationer. I så fald kan man finde inspiration til spændende naturture på natur.randers.dk.
 
Bedsteforældredage på naturcenteret
Randers Naturcenter inviterer igen i år indenfor til tre dage særligt tilrettelagt bedsteforældre og børnebørn – men alle er selvfølgelig meget velkomne.
Her kan man låne kikkerter og tage på fugletur, låne fiskenet og fange smådyr i vandhullet sammen og lære at lave perler og blyanter af pil. Der er stillet op til gammeldags lege som støvlekast og ringspil, og man kan også låne en Christianiacykel og tage på cykeltur i naturen. I hvert cykellad kan der sidde fire mindre børn, og der er mulighed for at låne cykelhjelme.
Hvis man er til søde og bløde dyr, kan man tage med på en rundvisning ved naturcenterets dyr klokken 11. Naturcenterets medarbejdere sørger også for at tænde op i bålet, så man kan medbringe mad til grillen, og man kan som altid købe et pandekage-kit.
Naturcenteret er åbent i efterårsferien tirsdag til torsdag klokken 10-14.30.
 
Masser af dyr og leg i naturen
Er man til flere dyr og leg på landet, kan man besøge produktionsskolen Mimers Brønd, som holder åbent onsdag og torsdag klokken 9.30–14. Her kan man klappe geder og grise, og man kan få en tur på en hest, i en ponyvogn eller i en traktor og meget mere.
Flere heste finder man på Kallehavegaard Rideklub, som byder på rideture og klap af bløde muler mandag og tirsdag klokken 10-12.
Den sidste weekend i ferien er der aktivitetsdag for børn ved naturlegepladsen i Nordre Fælled med blandt andet bålmad og naturopgavejagt. Der er også mulighed for at kigge på dyrespor i skovbunden. Det foregår lørdag 17. oktober.
For tiende år i træk kan man komme til Byøkologisk Forums arrangement ”Æblernes dag” på Rådhustorvet i Randers. Her kan man få presset en pose med æbler fra sin egen have, hvis man selv medbringer en beholder til saften.
Byøkologisk Forum står på Rådhustorvet fra klokken 10-14 lørdag 17. oktober.