Mandag fik et par jomfruhummerfiskere sig noget af en overraskelse, da de var ude at fiske i Kattegat ved Anholt. I deres trawl var der nemlig en fire meter lang haj af arten brugde. Henrik Carl, der er videnskabelig medarbejder på Statens Naturhistoriske Museum med speciale i fisk, fortæller til TV2 Østjylland, at det er helt normalt med hajer i de danske farvande, og at der er cirka 15 forskellige arter. Brugden kan blive op til 12 meter lange og er, efter hvalhajer, den næststørste af alle hajarter.