Jan Szwed skiftede land for 50 år siden. Fra ærkeengelsk minearbejderby til glasfiberekspert i Randers.

Oriental hed diskoteket for enden af Storegade, hvor Pincho Nation i dag ligger. Her havde englænderen Jan Szwed et af sine allerførste jobs i Randers som DJ i 1973.

»Jeg kiggede op og ud på diskoteksgulvet for lige at kigge pigerne igennem. Marie og jeg fik øjenkontakt, og så skete der ting og sager. Vi har også 50-års-jubilæum nu,« siger Jan Szwed, der arbejdede i Randers i to og et halvt år, før skæbnen førte parret nordpå.

Efter et par år blev Marie uddannet pædagog og fik job med det samme i Viborg. Derfor flyttede de til domkirkebyen, fordi de begge faldt for et hus et stenkast fra Søndersø. Her boede de i 37 år.

Sammen har de to sønner, der nu bor i Aalborg og Aarhus.

Og netop derfor flyttede de hjem til Randers igen, da pensionen indtraf i 2014. For Randers ligger lige i midten.

»Vi har altid lovet hinanden, at vi skulle tilbage til den by, hvor vi blev kærester, og det har vi ikke fortrudt,« siger de begge.

Et blik på et diskoteksgulv i Randers har betydet, at Marie og Jan Szwed har holdt sammen i 50 år. Privatfoto

Tager billeder af meget

Jan Szwed taler stadig med stærk engelsk accent og bytter om på visse ord, selv efter 50 år i Danmark. Men det betyder ikke det store, når den tidligere englænder lader billederne fra sit kamera tale.

Hans far kom til England fra Ukraine og arbejdede som minearbejder, derfor det lidt usædvanlige efternavn for en englænder.

Du møder ofte Jan Szweds billeder her i Din Avis. Siden 2014 har han gennemfotograferet Randers og dets borgere.

»Jeg har cirka taget billeder til 450 indlæg til Din Avis og før det Randers Netavis. Det er nok blevet til ti billeder pr. indlæg i snit, så jeg har taget langt over 4.500 billeder af ting, der sker i Randers,« siger den tidligere englænder stolt.

Han skynder sig at nævne, at han også stod for de første mange udgaver af Randerskalenderen med billeder af tidernes skiften i byen.

»Jeg er allermest stolt af at have dækket seks kongelige events. Jeg har taget billeder af næsten alt, der foregår i Randers. Det har givet mig mange sjove oplevelser, og det har også givet mig en personlig udvikling,« siger Jan Szwed.

Jan Szwed har gennemfotograferet Randers siden 2014. Arbejdet som DJ, en konference om miljø og andre tilfældigheder førte ham til Randers for 50 år siden. Foto: Jan Szwed

Glasfiberen på Scandia

Siden i søndags (29. oktober) har han været dansker i 50 år.

Det har altid været med vandet tæt på. Første lejlighed lå på Tøjhushavevej i Randers, derefter blev det til 37 år ved Søndersø i Viborg, og i 2014 flyttede han og konen Marie tilbage til den by, de mødtes i. Nu bor de igen tæt på vandet, nemlig i Laksegade.

»Jeg faldt for Danmark og Randers med det samme. Jeg kommer fra en ærkeengelsk minearbejderby. Hurley ligger mellem Birmingham og Coventry, og jeg havde aldrig boet ved vand før. Jeg følte mig tilpas med det samme,« siger Jan Szwed, der oprindeligt var i lære som teknisk tegner på en bilfabrik, hvis største produkt var en trehjulet bil i glasfiber.

Her var han halvandet år på gulvet og lærte en del om formgivning og støbning af glasfiber. Så da han kom til Randers i 1973, fik han hurtigt arbejde på Scandia, der ikke havde så mange med forstand på det materiale.

Myretuen Randers

»Jeg husker Randers som en myretue af mennesker. Der var altid masser af jobs, og alle var virkelig åbne. Det ændrede sig efter et par år på grund af oliekrisen, men da jeg var i Randers de første år, fik jeg tilbudt flere jobs, endda til det dobbelte i løn, fordi jeg kendte til glasfiber. Jeg valgte at blive. For jeg har altid været trofast og loyal over for mine arbejdsgivere,« lyder det.

Han mødte de første danskere under en verdenskonference for unge studerende, der handlede om natur og miljø, i starten af 70’erne.

»Jeg blev venner med flere af dem og holdt ferie i Randers, hvor jeg boede hos en bekendt fra konferencen. Jeg var DJ i England og drømte om at turnere Europa rundt og tjene en masse penge. Så jeg tog til Danmark. Nu har jeg været her i 50 år,« lyder det.