Jeg ville nok selv kalde kunstværket for »VælteErik«. Selv kalder kunstneren kolossen for »Bar Roma«. Erik A. Frandsens nye statue, den liggende mand, der troner på kunsttrappen på toppen af Østervold. Liggende. I vejen. Og yderst farverig.

Uanset navnet er der skabt en bølge af latter, hovedrysten og forundring i Randers. Et kunstværk så høj, så lang og så tankevækkende – eller forvirrende – at den har fået folk til at undre sig over hvem der har tabt en kæmpe legetøjs-soldat midt i Randers?

Foto Jan Szwed

Kunstneren bag denne kolos af et kunstværk er selvfølgelig ingen ringere end den lokale Erik A. Frandsen. Og det skal man nok lige tænke på, når man går forbi.

Hvorfor ligger han der? Og hvorfor ser han ud, som om han har overværet en fest for meget i en gigantisk bar? Det er som om, Erik A. Frandsen tog sin yndlingsfigur fra et brætspil, gav den et par drinks, og sagde, »Ned med dig på Thors Trappe!«

Nogle vil måske sige, »Men det er jo netop meningen, det er kunst! Den er lavet for at provokere og sætte vores tanker i gang.«

Og ja, det gør den bestemt. Den får os til at tænke, »Hvordan kommer jeg op ad den trappe, uden at falde over ’VælteErik?« Det er en udfordring i sig selv.

Mens vi griner og ryster på hovedet, kan vi ikke undgå at tænke på, om de penge, der blev brugt på dette kunstværk, måske skulle have været brugt på noget mere praktisk, som at fikse hullerne i vejen eller lave bedre offentlig transport. Men kunst handler ofte om at provokere, og det er lykkedes med »VælteErik«.

Så næste gang du passerer Thors Trappe, tænk på »VælteErik« og hans bidrag til Randers. Måske er han ikke så slem endda, eller måske er det bare Randers’ måde at sige, »Vi er her, vi er skæve, og vi er stolte af det!«