En mand opførte sig tirsdag morgen meget ​aggressivt og udadreagerende i nærheden af et supermarked på Nørre Boulevard i Randers.

Ifølge anmeldelsen, som politiet modtog klokken 7.16, havde den ukendte mand angiveligt både truet og slået en 32-årig mand og efterfølgende også udvist aggressiv adfærd over for flere øvrige borgere i nærheden af et supermarkedet, inden personalet på stedet fik tilkaldt hjælp.

I supermarkedet fortsatte den utryghedsskabende mand med at udvise en aggressiv adfærd over for både personalet og kunderne, som han ifølge anmeldelsen blandt andet kastede flere forskellige varer efter.

Ved politiets ankomst til stedet nogle få minutter senere blev den uønskede kunde anholdt med den fornødne magt.

Han virkede påvirket og forsøgte at modsætte sig sin anholdelse.

Under en efterfølgende visitation af den pågældende person – en 40-årig mand – blev han fundet i besiddelse af to forskellige knive i form af en mindre kniv og en større dolk.

Han blev sigtet for at have begået vold og overtrådt knivloven og taget med på stationen.

Østjyllands Politi efterforsker nu sagen nærmere.