Aquamanager Birgitte Junker hos Water & Wellness er fratrådt sin stilling efter opsigelsen i sidste uge. Det sker som resultat af organisationstilpasninger oplyser adm. direktør Jeppe Ulrich
 
Det går ikke så godt, som man havde håbet på for Randers Water & Wellness her et år efter de åbnede på Viborgvej.
“Vi har haft brug for at effektivisere. Væksten er ikke sket i det tempo, vi havde håbet på”, siger adm. Direktør Jeppe Ulrich til Din Avis.
“Vi er kede af, at sige farvel til Birgitte for hun har gjort en stor indsats her i det første år”, fortæller Jeppe Ulrich.
Han oplyser, at der lige så stille er vækst på stedet, men som man så i november hvor man blev nødt til at tilpasse wellness-afdelingens åbningstider og personale, bliver man nu også nødt til at gøre det for resten af badestedet.
Jeppe Ulrich kan ikke garantere, at der ikke vil komme flere justeringer i fremtiden, hvis ikke at besøgstallet fortsat vil stige.
“Men vi kigger positivt ind i 2016, for vi har da trods alt haft vækst på 30 procent i vores fitnessafeling”, fortæller han.
Han fungerer som konstitueret leder af Water & Wellness, indtil man har fundet en endelig løsning på stedets organisatoriske problemer, og vil være at finde i Randers tre dage om ugen.