Djurs Sommerland slog søndag portene op for gæsterne på trods af, at en storbrand aftenen forinden havde raseret en burgerrestaurant i parken. Det er fortsat uklart, hvad der forårsagede branden, men restauranten er brændt helt ned. Politiets brandteknikkere skal i løbet af i dag undersøge brandtomten i et forsøg på at finde årsagen til branden, der er startet i restaurantens køkken. Direktør for Djurs Sommerland Henrik B. Nielsen har efter branden udtrykt stor ros til både brand- og politifolk på stedet for deres store arbejde med at hindre at ilden bredte sig.