Trods afbud fra tre gruppe 1-hold tror man på gentagelse i 2017
 
Den 19. udgave af Kristrup Boldklubs træningsturnering Brejnholt Cup  inden efterårsstarten er i fuld gang, og står det til KB’erne, er der også træningsturnering i 2017, selvom man er løbet ind i problemer i dette års udgave.
Således er der kun en pulje for senior 1-holdene – primært Jyllandsserie- og serie 1-hold, idet både DB (JS) og de to serie 1-hold Hornbæk SF og Helsted Fremad ikke deltager i turneringen i år.
Ydermere starter JBU-turneringen i dette efterår allerede i den kommende week-end 5.-6.7. august – samtidig med, at der er slutkampe i KB-turneringen lørdag 6. august
”Vi var ikke opmærksomme på, at første runde i JBU-turneringen var rykket frem,” siger Hans Mogensen fra Kristrup Boldklub om turneringen, der starter en lørdag og afsluttes lørdagen efter.
Indtil nu har alle hold stort set bedt om at blive fri for at skulle spille den første lørdag, fordi terminen passer skidt med ferieperioderne.
”Jeg ved ikke lige, hvad vi gør fremover, men vi vil gerne bevare turneringen. Nu overvejer vi lige og evaluerer og ser så, hvad vi kan gøre. Vi kan ikke rykke turneringen frem, for så bliver det endnu tættere på den store ferieperiode. Jo, vi er udfordret,” erkender Hans Mogensen, der håber fremover at kunne få to puljer – minimum seks hold med senior 1-hold.
I år har man en senior 1-gruppe med Vorup FB fra Jyllandsserien, Kristrup og Hadsund fra serie 1 og Freja fra serie 2. Her kunne man have haft DB, HSF og Helsted med, men de kommer af forskellige årsager ikke i aktion.
”DB valgte en anden opstartsfase end deltagelse i vor turnering. Det er vi da kede af. Helsted var meldt til og meldte så efterfølgende fra, fordi man ikke kunne få flyttet en kamp,” siger Hans Mogensen.
Omkring HSF er der en helt speciel historie. HSF udeblev grundet skader og afbud fra finalen i senior I i 2014, og det fik KB til at udelukke HSF, der derfor ikke har været inviteret hverken i fjor eller i år.
”Men HSF har meldt ud, at de nok skal kontakte os, hvis de vil være med igen.” siger Hans Mogensen.