Alle gode gange seks for Randers Olympiske Park
 
I 2011 trådte Randers Olympiske Park sine forsigtige, lidt vaklende første skridt på Tronholmen. Siden har det store sports-arrangement vokset sig betydeligt større – med op mod 5.000 besøgende – og har fundet sin naturlige plads i Randers Ugen. 
Udgave nummer seks af Randers Olympiske Park er klar til affyring.
Op mod 20 af kommunens idrætsforeninger står parat til at præsenterer mange vidt forskellige idrætsgrene i Randers Ugens to weekender. Som altid serveres der et særdeles alsidigt program på Tronholmen. 
Således lægges der ud med mange sportslige fristelser på lørdag den 13. august. Blandt disse spinning, kick-boksning og squash.
I den anden ende af skalaen kigger Randers FC forbi og skriver autografer – måske er der også fribilletter i spil?
Randers gymnastiske Forening er også i år fremme i bussen med deres altid populære opvisninger, ligesom de står bag det krævende og underholdende “forhindringsløb” i havnen – Randers Harbour Challenge.
I alt præsenteres 15 forskellige og spændende aktiviteter på åbningsdagen. 
Søndag kan man blandt andet komme højt til hest med Kallehavegaard Rideklub, spille beachvolley eller prøve kræfter med skydning.
 
Stor respekt
 
“Vi synes, der er noget for enhver smag, og jeg er meget tilfreds med den opbakning og fleksibilitet, som idrætsforeningerne udviser,” siger Jesper Jakobsen, der er breddeidrætskonsulent i Randers Kommune.  
“Det kræver mange ressourcer at drive en forening i dagligdagen, men deres deltagelse i et ekstra arrangement som Olympisk Park understreger endnu engang foreningernes store frivillighed, engagement og lyst til at gøre en forskel for borgerne i Randers Kommune. Jeg har stor respekt for det kæmpearbejde, foreningerne udfører. Både i dagligdagen og til Olympisk Park,” siger Jesper Jakobsen.
Den olympiske park, der i år meget passende finder sted samtidig med OL i Brasilien, har gennemgået en række ændringer, siden første akt så dagens lys i sommeren 2011.
Således er opvisningerne nu koncentreret om weekenderne, hvilket er blevet godt modtaget af et større og større publikum. 
En skøn og blandet skare i alle aldre, der for manges vedkommende og i særdeleshed de yngre klasser har vist masser af mod på at kaste sig ud i sportsgrene, som de måske ikke har det store kendskab til, mens andre har “nøjedes” med at se på.  
Alt tyder nu på, at OL-parken har bidt sig fast – og er kommet for at blive,
 
Jesper Jakobsen håber på et fremmøde, der matcher tidligere års, hvilket har været sådan cirka 5.000, men han har selvfølgelig intet imod, hvis der sættes tilskuerrekord. “Nogle gange har vejret været vor værste fjende, der har truet med at få OL-parken til at regne væk, men også det har de deltagende foreninger og publikum taget med højt humør. I år beder vi endnu engang guderne om godt vejr. Det fortjener klubberne – og publikum,” siger kommunens breddeidrætskonsulent.