Forelæsninger om kunstneren Theodor Philipsen, korruption, indvandring, jordemødre, Charles Dickens, reformationen og kunsten er nogle af de ting som Randers Folkeuniversitet har at byde på i den kommende sæson. Programmet er tilgængelig på blandt andet biblioteket
 
På Folkeuniversitetet får man åbnet døre til nye erkendelser, døre til ny viden og får opdateret sin viden om fortid og nutid. Det er seriøst, underholdende og udfordrende med eksperter, der brænder for deres fag.
Folkeuniversitetet er for alle. Der er ingen adgangsbegrænsning eller krav om uddannelse og baggrundsviden. Man kommer med sin interesse og sit engagement, og får viden og inspiration til gengæld. Forelæsningerne er arrangeret af foreninger og institutioner i Randers.
I programmet står de praktiske oplysninger, hvem der har arrangeret, hvor man tilmelder sig eller om man bare kan komme uden tilmelding.
 
Livestreaming
Fakultetet Science and Technology ved Aarhus Universitet har arrangeret og udbudt foredragsserien ’Offentlige foredrag i Naturvidenskab’. Her bliver tankevækkende emner formidlet af forskere på en måde, så alle kan være med. Og man kan sidde på et bibliotek, et kulturhus eller forsamlingshus blot der er internetforbindelse, projektor og storskærm og overvære foredraget samt stille spørgsmål til forelæseren på sms.
I efteråret 2016 bliver nogle af foredragene livestreamet direkte fra Søauditoriet i Aarhus til Folkeuniversiteterne i Norddjurs, Rougsø og Randers Bibliotek.
Der er gratis adgang til foredragene.