Caféen i Mellerup åbner for sæsonen med kunst på væggene af Bob Nicholson.

Hvis der er lidt køligt udenfor, er der masser af hygge og varme indendøre i Café Færgestedet, skriver caféen i en pressemeddelelse.

Allerede Skærtorsdag 28.marts står de frivillige værter klar til endnu engang at servere den berømte mormorlagkage, hjemmebagte boller og kringle samt selvfølgelig den frisklavede cafékaffe for alle de glade gæster, der besøger caféen.

Væggene i det gamle færgehus stråler allerede af sommer. Årets udstiller er billedkunstneren Bob Nicholson, der tidligere boede i området og har udstillet nogle af sine skønne malerier fra naturen omkring Randers Fjord.

Der er fernisering på udstillingen Skærtorsdag.

Bob Nicholsons billeder bliver malet direkte ude i naturen. Mange af billederne vil være genkendelige, hvis man bevæger sig jævnligt i den randrusianske natur og ikke mindst i fjordlandskabet, lyder det fra kunstneren. Pressefoto

Når man ser tilbage på året 2023, har det været endnu et forrygende og overvældende år, skriver caféen i pressemeddelelsen. Endnu engang har det været muligt at uddele af det overskud, der er indtjent ved salget af kaffe og kage.

Ialt 128.000 blev fordelt mellem otte ansøgere fra lokalområdet. Blandt andet har tre af egnens forsamlingshuse modtaget donationer til nye stole. Herudover blev Mellerup Friskole betænkt med blandt andet legeudstyr.

Der er mulighed for at ansøge om donation to gange årligt.

»Det er meget prisværdigt, at de frivillige caféværter stiller deres fritid til rådighed for at kunne udfylde nogle behov i lokalområdet langs med Randers Fjord.. Hvilket klausulen omkring cafédriften går ud på,« lyder det fra formanden for caféværterne, Thorkild Schnell.

Han gør samtidig opmærksom på, at der er et ønske fra de frivillige caféværter om, at der er flere, der kunne tænke sig at være med i et unikt værts-fællesskab, hvor man selv og kalenderen bestemmer, hvornår man vil være med på holdet. Der er udelukkende tale om weekendarbejde.