I disse dage modtager alle familieplejere i Randers Kommune et brev fra deres arbejdsgiver, hvor de informeres om, hvordan deres vederlag bliver fremover. I det brev får mange af familieplejerne at vide, at de bliver sat ned i vederlag. For nogles vedkommende drejer det sig om en lønnedgang på helt op til 20.000 kr. om måneden pr. barn. Det er helt uanstændigt. 
På forhånd har kommunen meldt ud, at der er tale om en ny honoreringsmodel – og ikke en spareøvelse. Det er en ny måde at beregne familieplejernes vederlag på, hvor de bliver indplaceret på niveauer, alt efter hvilke typer af vanskeligheder de enkelte børn har. Alle familieplejernes kontrakter er blevet gennemgået, og derefter er deres vederlag blevet reguleret op eller ned, alt efter hvilke niveauer børnene er placeret i.
Det er sagsbehandlerne, der vurderer den enkelte familieplejers kontrakt og dermed også indstiller, hvilke vederlag familieplejerne skal have. Men det sker, uden familieplejerne har haft nogen mulighed for at redegøre for, hvilke typer af vanskeligheder deres plejebørn har.
Det betyder i praksis, at kommunen sætter deres familieplejere betydeligt ned i løn, uden sagsbehandlerne og familieplejerne har været i dialog om de opgaver, de løser. Jeg bestrider ikke, at kommunen har den ret. Men det er en uanstændig måde at behandle sine ansatte på.
Jeg vil gerne sætte et stort spørgsmålstegn ved det faglige grundlag, som vurderingerne baseres på. Jeg tvivler på, at sagsbehandlerne har den nødvendige viden om og indsigt i den enkelte familieplejers forhold til at kunne foretage en faglig vurdering af, hvilke vederlag de skal have fremover. Særligt i betragtning af, hvor turbulent situationen i Familieafdelingen har været de seneste år.
Derfor vil jeg opfordre kommunen til at trække brevene tilbage og indgå en i dialog med familieplejerne for at finde det rette niveau for deres vederlag på et oplyst og kvalificeret grundlag. Det vil være en anstændig måde at behandle sine ansatte på.  
 
 
Kredsformand Gert Landergren Due, Socialpædagogerne Østjylland