Ordets dag fejres i år lørdag 29. oktober. Der er i år nomineret otte værker til prisen som dækker over alt fra teenagere til en fortælling om en mand med en mission. Men dagen byder på alt hvad hjertet kan begære udi sprogets finurligheder
 
Dagen indledes som sædvanlig med morgensang. Årets overordnede tema er sprog, så der lægges ud med Aage Hermanns: ”Græd ikke så aflangt, du grønne Ansjos, endnu kan dit træben vel spille”. Morgenens anden sang ”Lysets Engel går med Glans” er noget anderledes genremæssigt. 
Spar Nord og Randers Kommune støtter Ordets Dag økonomisk, og i år åbner Ellen Petersen, næstformand i Kultur og Fritid, Ordets Dag med ord.
Professor Birgit Annette Rasmussen fortæller om Vilhelm Thomsen, et navn, enhver randrusianer kan identificere med lokaliteten over for banegården, men ganske få ved noget om, hvorfor han blev æresborger i Randers i 1922. Efter Birgit Annette Rasmussens foredrag har Per Vers ordet. Han vil bekræfte, at man kan nå langt med sprog – i øvrigt er det billedsproglige også repræsenteret ved en ophængning af Henrik Koitzsch i Mellemsalen. Endelig læser Henning Kragh – for at holde fast i virkeligheden med sproget – Peter Bichsels historie: ”Et bord er et bord” for os.
 
De nominerede
 Ildsjæl og teaterleder Lisbeth Nielsens skrivegruppe for unge er indstillet for novellesamlingen: ”Hemmelige historier på spil.” Annette Broberg Knudsen for romanen: ”Uden for Byporten”, Kristian Rasmussen ligeledes for en roman: ”Automagisk”. Nadja Elmholt Bang for manuskriptet til teaterforestillingen: ”Single +50”, Finn Christensen har skrevet autobiografien: ”Bogen om mit liv”, og Bjarne Smed, BogForm er forlægger for to nominerede bøger: Bente Svane Christensen ”Færgefarten Mellerup – Voer” og Lars Forrings roman: ”Flugten fra Golgatha”. Endelig har Sys Christina Vestergaard skrevet om Henrik Knudsens liv med Elvis.
Man kan møde forfatterne på Ordets Dag og købe deres bøger, ligesom bøger af andre forfattere fra lokalområdet er udstillet, og kan købes i løbet af dagen i Mellemsalen.
Klokken 13.30 præsenteres de nominerede i Underværkets store sal, hvor de fortæller om deres værk/forfatterskab – det styres af Poul Jeberg.
Klokken ca. 14.30 kan det afsløres, hvem der får Spar Nords Karin Michaëlis Pris på 10.000 kr.
 
Tyvstart
I år tyvstarter Ordets Dag. Allerede 28. oktober kl. 16 er der præmieoverrækkelse i Essaykonkurrencen. De gymnasiale uddannelser i Randers er inviteret til at deltage i en essaykonkurrence med overskriften ”At være dansker i verden.” Der er fine præmier – førstepræmien er på 5.000 kr., som skal gå til klassekassen.
”Vi ved godt, at de unge er svære at lokke ud af hullerne, når de endelig har weekend fredag,” siger Keld Sørensen:
”Så vi lokker lidt: Der kommer en dygtig kendis, som selv har gået i gymnasiet i Randers, som fortæller i forhold til emnet for essayet. Og yderligere: Der er en gave til alle, der har afleveret en besvarelse, og som er til stede ved præmieoverrækkelsen!”.