Meny på Mariagervej satser nu på specialøl. Derfor tager butikkens ølmand Jeppe nu på Carlsbergs og Dagrofas nye ølskole. Målet er at blive endnu dygtigere til at hjælpe kunderne med gode smagsoplevelser i butikkens store ølsortiment

Specialøl vinder mere og mere frem i Danmark. Også i Meny på Mariagervej, hvor ølmand Jeppe Kristensen satser massivt på at udvikle både sortiment og kundskaber, når det handler om de mange specialøl, der pibler frem herhjemme.

Derfor river han her i januar en dag ud af kalenderen til fordel for Carlsberg og Dagrofas ølskole. På skoleskemaet står der specialøl og ikke mindst den nyeste viden og seneste trends indenfor øllets verden. Og det er bare om at følge med.  For specialøl er et område i rivende udvikling, forklarer butikschef Ulrik Bøgelund.

“Forbrugerne har en stor appetit på at smage nye øl, og vores salg af specialøl er i flot fremgang. Derfor er det vigtigt, at vi og ikke mindst Jeppe Kristensen er på forkant med tendenser og nyeste viden om øl. Vi har et mål om at arbejde med specialøl på samme måde, som vi gør med vin. Derfor udvider vi konstant vores sortiment og søger ny viden, der kan kommer forbrugerne til gode. Og her er Carlsbergs og Dagrofas ølskole et nyt, spændende initiativ”, fortæller han.

Idéen om en skole for Menys ølansvarlige følger i kølvandet på Dagrofas opstart af en uddannelse til detailsommelier for kædens vinansvarlige sidste år. En uddannelse. som er udviklet i samarbejde med vinkyper Malene Smidt Hertz.

Ved at samarbejde med nogle af de største kapaciteter i Danmark sigter begge skoler mod at gøre madarbejderne i Meny endnu bedre til at guide forbrugerne i deres valg af specialøl og vin.

Det seneste år har Menys 117 butikker i Danmark i gennemsnit haft en vækst i salget af specialøl på ti procent. I samme periode har butikkerne indledt arbejdet med at udbygge afdelingerne for specialøl med flere hyldemetre og endnu flere varianter.