Randers Freja Atletik gjorde det fornemt ved VM i RaceRunning

Randers Freja Atletik, der har stor, stor succes med race-running i de fremragende faciliteter i hallen på Langvang, havde 10 atleter med ved verdensmesterskaberne i race-running, der er afviklet i København

”De gjorde det alle rigtig godt, og vi kunne vende hjem med både medaljer, personlige rekorder og finalepladser,” konkluderer en tilfreds træner Susanne Braüner Ladefoged, der også havde en verdensrekord med hjem.

Den satte Kristine Hagen Jacobsen i 100 m i klasse RR3.

I alt var Randers Freja repræsenteret i 20 finaler i disciplinerne fra 60 til 200 m.

Udbyttet blev 13 medaljer – seks af guld og seks af sølv og en enkelt af bronze.

Karla Risum sikrede sig hele tre guldmedaljer på 50, 100 og 200 m, mens Kristine Hagen Jacobsen vandt to guldmedaljer og Ditte Helbech Jensen en enkelt.

Ud af Danmarks 50 medaljer løb Randers Frejas atleter med mere end 25 procent – i alt 13 medaljer.

”Vi er utroligt stolte over alle vore deltagere. Faktisk formåede de at kvalificere sig til mindst en finale. Og med et felt, der vokser og bliver stærkere år for år, må det siges at være mere end godkendt. Klubben har nu flere verdensmestre,” fortæller Susanne Braüner Ladefoged.

Udover de flotte resultater med finalepladser og medaljer satte flere af Freja-deltagerne personlige rekorder.

”Og overgik sig selv. Så kan det ikke blive bedre,” siger Susanne.

For to af Freja-repræsentanterne, Kristine Hagen Jacobsen og Karla Risum, var det første gang, de deltog i et så stort stævne.

De gjorde det fantastisk godt, og i Freja håber og tror man på, at de har lyst til at deltage igen næste år.

 

Freja Atletiks medaljetagere:

Karla Risum – guld på 60, 100, og 200 m.
Kristine Hagen Jakobsen – guld på 60 og 100 m samt U14 verdensrekord på 100 m og sølv på 200m.
Ditte Helbech Jensen – guld på 60 m.
Chris Høiriis Jacobsen – sølv på 60, 100 og 200 m.
Helle Braüner Ladefoged – sølv på 100 og bronze på 200 m.
Nikolaj Overgaard Christensen – sølv på 100m.

 

Frejas finaledeltagere:

Lasse Bang-Thygesen – 100 og 200 m
Karla Risum – 60, 100 og 200 m
Kristine Hagen Jacobsen 60, 100 og 200 m
Lars Søndergaard 60 og 100 m
Helle Braüner Ladefoged 100 og 200 m
Jesper Harding Hansen 60 m
Ditte Helbech Jensen 60 og 100 m
Chris Høiriis Jacobsen 60 , 100 og 200 m
Nikolaj Overgaard Christensen 100 m
Tanja Denis – 60 m

 

Tredobbelt VM-vinder til Freja

Randers Freja Atletiks trup af racerunnere bliver endnu bedre i næste sæson, idet man får tilgang af Manja Simone Lundgaard Hansen, der har valgt at skifte fra Vejle IF til Randers Freja.
Og det er en dygtig løber, der fremover så repræsenterer Freja og Randers. Ved det netop afviklede VM i København blev hun tredobbelt verdensmester med sejre på 100, 200 og 400 og en sølvmedalje på 800 meter.

”Vi har store forventninger til hende og glæder os til at udvikle på potentialet,” Freja-trænerduoen Edith Hansen og Susanne Braüner Ladefoged, der er meget stolte af alle deres atleter.
”Som altid gør de deres bedste og repræsenterer klubben på formeneste vis….”

 

320 deltagere fra 13 nationer

Ved VM i RaceRunning i København blev der i sat 19 verdensrekorder, fem af dem af danske atleter. De knap 320 atleter, dommere og hjælpere kom fra 13 nationer – Brasilien, Danmark, England, Færøerne, Norge, Polen, Portugal, Rusland, Spanien, Skotland, Sverige, USA og Østrig,

 

For handicappede med hæmmet balance

Hvad er racerunning? RaceRunning er en innovativ sport for handicappede med hæmmet balance.
En RaceRunner er en specialbygget 3-hjulet ”løbecykel” uden pedaler, hvorpå balancen ikke er et problem. Derfor er RaceRunning en oplagt sportsmulighed for blandt andre spastikere, gigtramte og amputerede.

Sporten giver handicappede, der til daglig kun kan komme rundt i elektrisk kørestol, manuel kørestol eller gangrollator, mulighed for at bevæge sig rundt ved egen kraft og giver selv de sværest handicappede en følelse af at bevæge sig frit og løbe.

Kilde: roadrunning.dk