Gjerlev-Enslev Skole får i disse dage helt nyt liv. Lokalerne i den gamle skole bliver indrettet til fremtidens kulturliv for hele området

Og det glæder de tre borgerrepræsentanter Anja, Glen og Niels, der viser Din Avis rundt i den lille skole, der er tom efter skolelukningerne for nogle år siden. Der har været snak om, at skolen skulle jævnes med jorden, men en gruppe borgere tog affære.

“Vi håber, at folk herude er indstillet på at få liv i lokalerne, der har været lidt dødvande i byen siden skolen lukkede”, siger Anja Andersen. Hun er en af initiativtagerne til at få lov i den gamle landsbyskole, efter lukningen. “Det med lukningen er vi ovre. Vi er videre og ser nu frem til at få liv i Gjerlev igen”, siger hun.

Sammen med Lokalrådet håber hun, at være med til at udvikle Gjerlev i en positiv retning. “Vi skal sætte vores præg på stedet – det skal være borgernes hus”, mener hun.

Ligesom andre borgere i Gjerlev var hun med til at protestere over skolelukningen, men ser nu muligheder frem for begrænsninger. Det samme gør Glen Sinclair. “Når nu vi protesterede over skolelukningen, skal vi jo være med til at skabe et alternativ, for at få liv i byen igen. Og dette er det helt rigtige projekt at gå i gang med”, mener han.

Siden august 2016 har man arbejdet hen imod at få åbnet skolen for de lokale igen. Takket være kommunens velvilje og tilslutning fra både Menighedsråd og aktivitetsudvalg på Ældrecentret og Egnsarkivet, er det lykkes at få alle ender til at nå sammen. Repræsentanter holdt for to år siden møde med politikere fra Randers kommune, der viste stor velvilje og sagde god for projektet.

Menighedsrådet for Ommersyssel Øster Pastorat har købt den ene længe på skolen. Her har de været i fuld gang med renoveringen siden efteråret. Der skal være foredragsvirksomhed, præstekontor og kontor for kordegnen.

“Da Gjerlev Præstegård skulle sælges, stod vi og manglede lokalerne. Med 11 sogne er der behov for et ordentlig sted at holde til. Så i marts sidste år købte vi os ind på skolen, og det vil danne en helhed for hele området”, fortæller Erik Pedersen, der er formand for menighedsrådet.

Han er også maler og går til hånde for at få lokalerne færdige til indvielsen til maj.

Plads til alle
Der bliver plads til alle med gode idéer i de nye lokaler på den gamle skole. “Vi skal alle være med til at sætte vores præg på stedet. Det kan være alt fra Le Mens aftener til foredrag”, mener Niels Nyvang.

Egnsarkivet flytter fra den gamle kommunebygning i Tvede ind i Gjerlev-Enslev skole. Hermed sparer kommunen adskillige tusinde kroner i husleje. Bygningerne forbliver nemlig kommunale, og det er nu op til borgerne at få det bedste ud af det.

“Vi er dog meget opmærksomme på, at stedet her ikke må konkurrere med forsamlingshuset. Så det bliver ikke noget med at låne stedet til private fester”, slår Glen Sinclair fast.

Man kender konceptet fra Fritidscentret i Randers, hvor man også til foreningsformål kan låne lokaler kvit og frit. Det samme vil gøre sig gældende for stedet her. “Og så håber jeg, at der vil komme lidt liv i gaderne i Gjerlev igen. Der har været meget stille efter skolelukningen. Vi ser ikke børn på gaden mere”, siger Anja Andersen.

Og de tre håber også, at stedet vil være med til, at man ikke flytter fra byen.

“Vi vil gerne have flere aktiviteter for de yngre, men vi skal ikke konkurrere med juniorklubben i Øster Tørslev. Men vi håber, at vi måske kan danne vores egen juniorklub, så børnene her i byen får deres eget tilbud”, synes Glen Sinclair.

Og så håber man på en positiv afsmitning på bosætningen i byen.

“Vi vil gerne have nye bosætninger, hvis det kan lade sig gøre. Vi har jo stadigvæk en Brugs og hvis vi nu også får mulighed for at have et rigt kulturliv, vil det smitte af på byen, tror jeg”, siger Anja Andersen.

I huset er der plads til såvel spejdere og dagplejere, der sagtens kan finde egnede formål til benyttelse af stedet. Ligesom de ældre vil have mulighed for at holde deres talrige arrangementer i skolen.

Ingen økonomi
Lokalrådet har fået lov til at benytte lokalerne af kommunen, men der følger ikke noget økonomi med. Derfor skal man nu ud og møblere de mange lokaler.

“Vi har fået nogle gamle skolemøbler, men vi mangler stadig meget, for at gøre lokalerne hyggelige. Så hvis man har noget i gemmeren, der kan bruges, tager vi gerne imod”, siger “Bent Nyvang.

De håber, at man derved også kan gøre lokalerne hyggelige og hjemlige, så mange vil bruge stedet.

Nyt navn
Den gamle skole skal også have nyt navn. Det har været muligt at komme med bud på, hvad stedet i fremtiden skal kalde sig selv. Til borgermødet i efteråret 2017 kom der mange gode bud. I lokalrådet har de haft en afstemning for at udpege de fire bedste bud. Det var ikke let. Men fintælling afgjorde sagen, og stedet skal enten hedde Gjerlev Aktivitetshus, Gjerlev Borgerhus, Gjerlev Fælleshus eller Skolen.

Hvad det bliver, kan alle borgere i Gjerlev være med til at bestemme. I Brugsen vil der være opstillet fire gennemsigtige rør, hvor man så kan smide bolde i – og den med flest stemmer vinder. Afstemningen vil løbe indtil cirka 1. maj.

Ved indvielsen af skolen lørdag 26. maj kommer borgmester Torben Hansen og klipper snoren kl. 13.00 – ellers vil der også være indvielse af “Spor i landskabet” og spejdernes nye bålsted.