Iøjnefaldende askebægre og gratis uddeling af lommeaskebægre skal fremover få rygerne på Jens Otto Krags Plads i Randers til at tage ansvar for deres cigaretskod

 

Randers Kommune ønsker at gøre Jens Otto Krags Plads i Randers til et område, hvor cigaretskod ender i askebægrene i stedet for på fliserne. Derfor har kommunen stillet askebægre op ved bænke på pladsen og opsat nye cigaretlignende askebægre nær Stemannsgade og foran Netto. Derudover bliver der monteret motiverende udsagn på trappetrinene op til askebægeret ved Netto:

“Et rent indgangsparti giver kunderne en god oplevelse, inden de starter deres indkøb. Derfor bakker vi op om Randers Kommunes initiativ. Vi håber selvfølgelig, at det vil gøre en forskel, og at der bliver færre skod på Jens Otto Krags Plads fremover,” siger Peter Stidsen, som er butikschef i dagligvarebutikken på Jens Otto Krags Plads.

 

Særligt indsatsområde

Organisationen Hold Danmark Ren undersøger og analyserer hvert år det affald, som borgerne smider i det offentlige rum. Cigaretskod er et af de største affaldsproblemer og det affald, som generer borgerne mest. Ifølge Hold Danmark Ren gælder det også Jens Otto Krags Plads. Pladsen er derfor i 2018 et særligt indsatsområde for Randers Kommune med hensyn til henkastet affald og cigaretskod:

“I foråret 2017 samarbejdede Randers Kommune og VIA University på Jens Otto Krags Plads om et succesfyldt skodprojekt. Det resulterede i opsætning af to iøjnefaldende askebægre foran VIA. Initiativet har fået flere studerende til at ramme askebægrene. De gode erfaringer bygger vi nu videre på, og jeg forventer, at de nye askebægre og tiltag på pladsen vil reducere antallet af cigaretskod kraftigt,” udtaler Frank Nørgaard, formand for Miljø- og teknikudvalget i Randers Kommune.