Politi og brandvæsen blev torsdag aften omkring kl. 21.35 kaldt til en voldsom villabrand på vejen Jeppesminde i Randers-bydelen Romalt.

Status dagen derpå er omfattende skader på tagkonstruktionen.

“Da vi ankommer, er brandvæsenet i gang med at slukke branden. Ingen personer var i fare eller er kommet noget til,” siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jeanette Løv Rasmussen, til TV2 Østjylland.

Men det brændte kraftigt i villaen, som har fået store skader.

På Facebook fortæller flere Randers-borgere, at de kunne lugte røgen fra branden flere kilometer fra Romalt i lang tid torsdag aften.

“Slukningsarbejdet fortsatte også ud på natten. Der er intet, som tyder på, at der ligger noget kriminelt bag branden,” siger Jeanette Løv Rasmussen.

En hel del mandskab fra Beredskab og Sikkerhed har deltaget i slukningsarbejdet.

For brandvæsenet handlede det blandt andet om at sikre sig, at flammerne ikke spredte sig til de omkringliggende huse.