På fredag kl. 6 åbner dørene til det helt spritnye Bilka i Randers Storcenter. Håndværkere har været i gang siden januar og personalet er nu også på plads

 

Torsdag i sidste uge kom de sidste medarbejdere på plads i det nye Bilka. Service- og kassemedarbejdere mødte ind for at få nøglekort og uniform. De skal nu øve sig et par dage og også forbi en eksisterende Bilka for at prøve at arbejde, når der er kunder i butikken, så de er klar til på fredag, når man forventer det store rykind allerede fra kl. 6.00 om morgenen. De kunder, der vælger at være med til åbningen, kan allerede fra kl. 5.00 få rundstykker og kaffe og der er velkomst og åbningstaler af blandt andet borgmester Torben Hansen og Karin Salling fra Salling Group kl. 5.45.

“Jeg har store forventninger til at randrusianerne gerne vil handle i Bilka”, siger butikschef Jan Møller.
“Randers har længe gerne ville have os og vi har længe gerne ville åbne en butik her i Danmarks sjette største by. Randers har jo hele oplandet ud på Djursland, som mangler et Bilka, og jeg tror på at de vil handle her. Også de der plejer at køre til Tilst, tror jeg på lægger deres indkøb her”, siger han.

Der bliver knoklet i døgndrift i disse dage i de nye lokaler som har været under ombygning siden Kvickly lukkede 31. december sidste år. Butikken er udvidet med 1800 kvadratmeter.

Jan Møller har tidligere været i Randers i Føtex. I alt har han en baggrund i Salling Group på 32 år – de 27 år i Føtex, tre år i indkøb og et år i Bilka i Herning. Nu er han tilbage i Randers – denne gang som ankermand for det nye Bilka.

Han har været med til at ansætte en ledergruppe, der så igen har været med til at ansætte de 422 medarbejdere, der skal til for at holde et Bilka åbent fra 6-24 hver dag. Det er både ældre, unge og dem midt imellem. Det er fuldtids, deltids og timeansatte. Og så har der været alle håndværkerne der rykkede ind umiddelbart efter at Kvickly havde tømt butikken. Lokalet er udvidet til at omfatte 8400 kvadratmeter plus et havecenter på 1000 kvadratmeter.

“Siden jeg blev ansat i december har der været en masse planlægning med detailtegninger og vareplacering. Selvfølgelig er der en skabelon der skal følges, men der er hele tiden udskiftning af varer, og derfor startede vi også først med at sætte varer på plads 1. juni. Ferskvarer og frost kommer først på plads de sidste dage op til åbningen”, fortæller Jan Møller.

Bilka er en lidt anderledes butik end for eksempel føtex, der også hører under Salling Group. Bilka har større sortiment og en større omsætning og så får Bilka Randers deres egen sushibar og pølsemageri.

 

To-Go

Pr. 14. august åbner så et helt nyt koncept – Bilka to-go. Her kan man bestille sine varer inden kl. 10.00 og få dem udleveret ved en luge efter kl. 14.00 mod betaling af ti kroner til dækning af poser til at pakke ned i. Frost og kølervarer bliver først pakket umiddelbart inden varen bliver afhentet. Man får en sms når varen er klar.

“Det er et helt nyt koncept vi vil prøve her i Randers også. Det kører allerede i Tilst og jeg forventer at mange børnefamilier vil bruge det. Ligesom de vil bruge Bilka, netop fordi vi har så lang åbningstid”, siger butikschef Jan Møller.

Døgnåbnet kørte en overgang i Tilst, men der var ikke evidens for at holde åbnet hele døgnet og man har stoppet ordningen igen.

Bilka i Randers har 19 kasser og 10 selvbetjeningsscannere, så der er plads nok til de mange kunder der i starten vil benytte sig af de ekstra tilbud der i denne uge dumper ind af brevsprækken i hele to reklameaviser.

“Vi forventer at mange vil handle her hos os. Og vi matcher også discountbutikkerne. Rundt omkring i butikken vil de se prisskilte der fortæller at denne varer matcher discountbutikkerne, så selvom du ikke har behov for at handle stort ind, så du alligevel godt kan få noget ud af at handle her. Og så alene fordi vi har så bredt et sortiment, vil jeg tro at mange vil vælge denne løsning”, siger Jan Møller.

 

Shuttlebusser til Bilkas åbning

Alle 58 butikker i Randers Storcenter er med i festen og holder åbent og der indsættes gratis busser fra centrum.

Hele weekenden vil der være events og konkurrencer for hele familien, og blandt andet vil vinderen af det danske Melodigrandprix Jonas Rasmussen optræde på åbningsdagen kl. 11.00 på centertorvet.

 

Shuttlebus og ekstra parkering

Bilkas åbning og fødselsdagsfest vil trække mange mennesker til, så derfor er der lavet ekstra parkeringsplader (fredag, lørdag og søndag) over for Randers Storcenter, og herudover er der sat gratis shuttlebus ind, mellem  Randers midtby og centret alle tre dage fra kl. 6-24.

Centret sender live via Radio ABC fredag morgen, så her kan man også følge med i begivenhederne.

 

Randers Storcenter udvider åbningstiderne

Randers Storcenters butikker byder Bilka velkommen med åbningsfest med masser af tilbud og ekstra åbent fredag, lørdag og søndag 3.-4.-5. august fra kl. 10-20.

Til åbningsfesten vil der alle tre dage være forskellige events og konkurrencer for hele familien.

Restauranterne holder åbent til kl. 21, så kunderne også kan nå at få aftenhyggen med. Bilka har åbent fra kl. 6-24.

 

Nye permanente åbningstider

Det betyder at fra 6. august vil de 58 specialbutikker fremadrettet holde åbent fra kl. 10-19 på hverdage – og udvider weekenden til kl. 10-18.

Restauranterne holder åbent helt til kl. 21 – alle ugens dage.

 

Leg med lego

Søndag 5. august inviterer alle Bilkas Hypermarkeder landet over indenfor til en dag med Legoklodser. Der vil være klodser nok til at de første 400 børn i hvert Hypermarked kan bygge sin helt egen mini Billie figur, og der vil være personale tilstede, der hjælper de små, hvis klodserne driller. Event-ansvarlig i Bilka, Nicki Stougaard, glæder sig til dagen:

“Det bliver en skøn dag, hvor børn og voksne kan hjælpes ad med at bygge deres helt egen Billie ud af Legoklodser. Formålet er at gøre indkøbsturen til en god oplevelse for alle, og det vil dette event helt sikkert bidrage til. Alle forældre ved, at glade børn gør indkøbsoplevelsen en hel del bedre end trætte og sure børn,” siger Nicki Stougaard.