…. og nu hjælper han andre med at opnå et vægttab

 

Lars Wahlers Lund har i mange år prøvet en masse forskellige slankekure uden større succes.

”Jeg kunne godt tabe mig nogle kilo, men ligeså snart vægttabet gik lidt i stå, gav jeg op og gik tilbage til alle de dårlige vaner igen,” fortæller Lars Wahlers Lund, der til daglig arbejder som elektriker.

Det, der endelig gjorde udslaget for Lars Wahlers Lund, var, da han for halvandet år siden startede på et nyt arbejde på Vestas, hvor han skulle kravle en del på stilladser.

”Mine knæ kunne slet ikke holde til det, og jeg var klar over, at hvis jeg skulle kunne beholde mit job, så måtte jeg i gang med at tabe mig – og seriøst denne gang,” siger han.

Det første, han gjorde, var at tage sin læge med på råd, hvilket han ikke havde gjort de tidligere gange, han havde forsøgt at tabe sig. Lægen foreslog en gastric bypass, da Lars opfyldte kriterierne: BMI over 35 samt følgesygdomme af overvægt, blandt andet dårlige knæ, for højt blodtryk og søvnapnø. Lars var imidlertid i tvivl, om det var noget for ham. Han ville gerne klare vægttabet selv uden kirurgisk indgreb, men han besluttede sig til sidst for at tage skridtet. Inden han gennemgik operationen, havde han dog allerede tabt 30 kilo selv på kun fem måneder.

 

Hjælpe og motivere andre

Efter operationen har Lars tabt yderligere 40 kilo og har nu opnået sin ønskede vægt på cirka 80 kilo. Udover den fysiske fremtoning har vægttabet også ændret Lars både mentalt og helbredsmæssigt.

”Jeg er meget gladere i dag og har fået mere selvtillid. Derudover har jeg ikke flere helbredsmæssige gener, hvilket også betyder, at jeg nu kan dyrke motion samt lege med mine børn uden problemer,” fortæller Lars.

Den glæde, som livsstilsændringen har givet Lars, vil han gerne medvirke til, at andre overvægtige også kan opnå. Derfor har han nu taget en uddannelse til kostvejleder.

Hans mål er at støtte, rådgive og motivere sine kunder gennem hele forløbet samt hjælpe folk med at opnå en viden på kostområdet, så de ikke efterfølgende falder tilbage til den dårlige kost og de dårlige vaner.

”Jeg har selv været i mine kunders sted og kan sætte mig ind i deres tanker og behov. Jeg ved, hvad de går igennem, og hvilke følelser der er forbundet med at være overvægtig, så jeg ved også, hvordan jeg skal motivere dem,” forklarer Lars.

 

Ingen mad er forbudt

Som kostvejleder har Lars Wahlers Lund mulighed for at hjælpe kunderne med udarbejdelse af en individuel kostplan, vurdere og beregne energibehovet i forhold til BMI og idealvægt, udarbejde målsætning og handleplan samt give sundhedsmæssige anbefalinger.

”Jeg vil absolut ikke anbefale gastric bypass til mine klienter. Men for mig fungerede det heldigvis.

Selvom mange fejlagtigt tror, at det er en nem slankekur, så kan det sagtens gå galt alligevel. Hvis man ikke laver en kost- og livsstilsomlægning, vil man med stor sandsynlighed gå tilbage til sine gamle vaner igen. Det er også derfor, man ikke skal se forløbet hos mig som en kur men som en livsstilsændring,” fortæller Lars, som understreger, at man som kunde hos ham sagtens kan spise andet end broccoli og salat for at opnå et positivt resultat.

”Der er ikke noget mad, der er forbudt i mine kostplaner, for det er ikke meningen, at kostomlægningen skal blive for hård,” smiler Lars og indrømmer, at han selv stadig spiser både burgere og chips engang imellem – men slet ikke i samme omfang som tidligere!

Man kan læse mere om, hvad Lars Wahlers Lund kan tilbyde som kostvejleder på www.etslankereliv.dk