En 33-årig thailandsk kvinde er i dag blevet fremstillet i retten i Randers.

Hun sigtes for overtrædelse af udlændingeloven, idet hun blev pågrebet i at arbejde og opholde sig ulovligt i landet.

Kvinden blev anholdt i onsdags, hvor politiet og SKAT henvendte sig på en adresse i Randers C. På adressen blev der angiveligt drevet bordelvirksomhed.

Sagen er blevet forelagt Udlændingestyrelsens Udvisningsvagt, som på grundlag af overtrædelsen udviste kvinden af Danmark og meddelte hende indrejseforbud i to år. Kvinden fremstilles i dag i byretten i Randers, hvor politiet vil anmode retten om at fængsle hende i 4 uger, så udvisningsbeslutningen kan effektueres.