De to skuespiller-linjer på Randers Egnsteaters Talentskole byder igen i år indenfor til deres midtvejsvisninger

 

Talentskolen består af to linjer, hvor unge teaterinteresserede kan udvikle deres talenter inden for scenekunst i en professionel ramme . Til deres midtvejsvisninger, der altid ligger i julemåneden, kan interesserede få et indblik i, hvad de unge teatertalenter arbejder med i deres etårige undervisningsforløb.

Torsdag 13. december præsenterer Talentlinjen og deres underviser Caspar Juel Berg ”Teatercollage med plads til jul!”

Eleverne på Talentlinjen har haft fokus på de fysiske elementer i skuespillerfaget, som er kroppens ubevidste handlinger, kroppen og den bevidste forandring samt kroppens forhold til rum. I anden halvdel af efteråret har de arbejdet med improvisation over drømme som udviklingsgrundlag for små tekstbidder til brug i dette års julevisning. Disse tekstbider, kombineret med de fysiske elementer, danner grundlaget for en skæv, morsom og overraskende collage af karakterer i et kaos af jul og forvirring.

Mandag 17. december er det grundholdets tur til at præsentere deres arbejde. Det gør de sammen med deres underviser Lilje Windbirk via en hyggelig og morsom omgang klassisk teatersport.

Leder af Randers EgnsTeaters Talentskole, Tine Eibye, glæder sig til visningerne.

”Det er altid en fornøjelse at invitere gæster ind på Talentskolen. Her til jul viser de to hold noget af det de har arbejdet med i efteråret, mens de til sommer producerer hver en stort anlagt forestilling. Det er en stor fornøjelse at følge de to hold, som hele tiden undersøger nye sider af skuespillerfaget og teatrets verden,” siger Tine Eibye.

—————–

Det er gratis at komme til visningerne, der begge varer omkring 45 minutter.

Man skal blot sende en mail til Tine Eibye på tine@randersegnsteater.dk, om at man kommer.