I Langå har man i ti år fejret kvindernes Internationale Kampdag. Det fejres med et stort program i Kulturhuset Langå fredag 8. marts

Kl. 16 byder Iben Sønderup, leder af Kvindedagen i Langå, velkommen i den gamle byrådssal, og herefter er der fællessang og et par musiknumre af Esthar Rose og Mads Horsbøl, som udgør duoen Balliancen.
Kl. 17 kan publikum få en øjenåbner via oplægget ”Sexisme i journalistikken” af Josefine S. Rasmussen, studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Ulighed og nedladende omtale
”Det er stadig aktuelt at markere Kvindernes Kampdag,” mener Iben Sønderup, som i øvrigt også er folketingskandidat (S).
”Der er efterhånden flere kvinder end mænd, der tager en videregående uddannelse. Men det slår ikke igennem i antallet af lederstillinger, hvor kvinder stadig er i undertal. Samtidig har vi et meget kønsopdelt arbejdsmarked, hvor de typiske kvindejobs ofte er ringere lønnet end de typiske mandejobs. Det giver ulighed, både i lønindkomsten og i pensionsopsparingen. Vi har formel ligestilling i Danmark. Men i praksis er det ikke slået ordentligt igennem. Man ser det også i sproget, i ungdomskulturen og i musik, hvor kvinder ofte omtales nedladende. Så jo, Kvindernes Kampdag er stadig aktuel.”

Powerkvindemesse
Efter velkomst og fællessang kan publikum underholde sig med besøg i standene på dette års ”powerkvindemesse”, hvor man bl.a. kan møde LO Randers’ forkvinde Lene Hartmann Hansen, forkvinde for Langå i Udvikling, ildsjælen Dorthe Tapomayi Nielsen, afdelingsleder på Grundfos Marie Steenberg Jessen, som også er krigsveteran, psykomotorisk terapeut Hanne Mette Tolsgaard og Venligboer Barbara Diklev. Flere powerkvinder er på vej.
Man kan desuden høre det spændende oplæg ”Den improviserede bevægelse – hvad kan kvinder bruge den til?” af psykomotorisk terapeut Hanne Mette Tolsgaard.
Alt dette foregår i tidsrummet kl. 16-19, og publikum gå rundt og besøge de oplæg, powerkvinder og politikere, der interesserer lige netop dem.

Seks folketingspolitikere
Samtidig med ”powerkvindemessen” er der musikcafé i Havestuen med besøg af seks østjyske politikere, alle opstillet til folketingsvalget: Iben Sønderup (S), Britt Bager (V), Charlotte Broman Mølbæk (SF), Charlotte Green (K), Mette Hjermind Dencker (DF) og Katrine Robsøe (RV). De seks politikere vil være klar til en snak om alt, hvad man måtte have på hjerte om landspolitik. Her har man altså chancen for at møde politikerne ”face to face”. Her sælges også Kvindedagens berømte lagkage, kaffe, te, øl, vand og vin. Musik og hyggestemning.

Fokus på kvinder i politik
”Det har været vigtigt for Kvindedagen i Langå at sætte spot på kvindelige politikere,” siger Iben Sønderup.
”Der er stadig flere mænd end kvinder i politik. Landspolitisk er det gået tilbage fra valget i 2011 til valget i 2015. Men efter flere tværpolitiske arrangementer hos Kvindedagen i Langå, efterfulgt af en kvindekampagne i Randers op til kommunalvalget i 2017, øgede vi andelen af kvinder i Randers Byråd fra 33 procent til 45 procent. Det er jeg stolt af.”
Den positive fortælling
Kvindedagen i Langå har holdt mange forskellige typer arrangement gennem årene.
”Vi har ønsket at vise den positive side af kvinders livsverden,” fortæller Iben Sønderup.
”I stedet for at gøre det til en kamp mod mændene, har vi hvert år inviteret dem med og har sat fokus på de mange talenter, som kvinder har.”
Det første år var det Multikulturel Kvindedag, med deltagelse af kvinder med forskellig etnisk baggrund og lokale kvindelige kunstnere. Heraf udsprang en indsamling til en transportkuvøse til en fødeklinik i Bosnien. Initiativtager var Samira Colakovic. Ca. 20 kvinder indsamlede 100.000 kroner og en masse udstyr, pakkede det hele på en bus og kørte til Bosnien og afleverede det til den fattige fødeklinik.
Et år var der foredrag af lederen af Randers Krisecenter, Hanne Willemoes, og Kvindedagen i Langå samlede ind og sendte en lille donation dertil. Et andet år var der tema om kvindelige musikere, der har været et foredrag af en kvinde på 102 år og man har holdt genbrugstema med salg af brugt dametøj. I 2016 var der livshistoriefortælling af FN-kvoteflygtning Sifa Omari under titlen ”Krigen, flugten og genforeningen med børnene”. I 2017 var der tværpolitisk kvindedag med kvinder fra otte partier samt et oplæg af Peninna Risgaard, der var brudt ud af Jehovas Vidner, pga. deres kvindeundertrykkende kultur.

Billet til aften-jubilæumsfesten
Som sædvanlig er der gratis adgang for alle til eftermiddagens spændende program. Om aftenen kan man købe billet til jubilæumsfesten. Der bliver lækre tapas fra Tanjas DeliLet, syng med-musik af Dan Jensen fra Thorsø med guitar og sang – og ikke mindst champagne og kransekage.
Kvindedagen i Langå arrangeres i år af Iben Sønderup, Majken Vestergaard, Helle Skjerk, Ann Drachmann, Anni Møller, Samira Colakovic og Dursuma Terko, alle bosat i Langå.
Udover Kvindemuseet i Aarhus er Langå det eneste sted i Østjylland, hvor Kvindernes Kampdag markeres.

Der kan købes billet til jubilæumsfesten om aftenen via Kvindedagen i Langås facebookside fra hjemmesiden www.kvindedagenilangaa.dk