Til sommer kommer Randers Internationale Gadeteaterfestival endnu engang til byen, og forvandler gaderne til festlige teaterscener

 

Der er godt nyt for alle kulturelskere. Til sommer kan Randersborgere i alle aldre igen glæde sig til en anderledes teateroplevelse, når Randers Internationale Gadeteaterfestival vender tilbage for sjette gang. Allerede nu kan festivalen løfte sløret for de endelige spilledatoer, der i år bliver fra 14. til 17. august i Randers Bymidte.

Samtidig vil en række forestillinger besøge mindst halvdelen af alle skoler i Randers Kommune fra 12. til 13. august.

Festivalen, der før gik under navnet Danmarks Internationale Gadeteaterfestival, tilbyder et program med 11 forestillinger der spiller gratis forskellige steder i det offentlige rum. Børn og voksne har igen mulighed for at opleve noget af det bedste indenfor internationalt gadeteater med forestillinger fra Frankrig, Spanien, Holland, Canada, Australien, Chile og Argentina

”Ligesom tidligere år har vi samlet forestillinger fra forskellige genrer,” siger festivalleder Zelis Niegaard.

”Man kan for eksempel opleve mekanisk virtual reality-teater for én tilskuer ad gangen. Der kommer en intim miniatureforestilling fra Australien, og en kæmpestor farverig gadeparade fra Spanien. Det er endda muligt selv at deltage i en danseforestilling sammen med en fransk gruppe.”

Forestillingerne vil primært foregå om eftermiddagen, mens enkelte spiller i formiddagstimerne. Det endelige program med præcise spillesteder og tider bliver offentliggjort i løbet af de næste par måneder.

Randers Internationale Gadeteaterfestival afholdes som en del af Randers Festuges program, og arrangeres i tæt samarbejde med Randers Egnsteater.

Udover Randers besøger festivalen også ni andre kommuner på Sjælland og i Jylland til sommer. Det er muligt at holde sig opdateret på festivalens Hjemmeside, Facebook og Instagram.