Bibliotekernes portal eKurser.nu gennemgår i aktuelt kursus virale trends og giver gode råd til forældrenes samtale med børn om livet på de sociale medier

 

På busskuret hænger en stor plakat fra Børns Vilkår, som fortæller, at 60 procent af alle børn har set indhold på nettet, der gør dem bange.
På ForældreIntra advarer et opslag om, at der florerer en voldsom video af et mord på sociale medier.
I tv-nyhederne hører vi om en farlig SoMe-trend, hvor børn og unge udfordrer hinanden til at spise tabs med vaskemiddel.
I avisen kan du læse om, at børn har skadet andre efter at være blevet kontaktet af Momo.

Som forælder er det svært at overskue og følge de virale trends, der popper op som muldvarpeskud eller ukrudt. Mange forældre får lyst til at udstede forbud, inddrage mobiltelefonen og kappe internetforbindelsen, når de hører om en ny vanvittig trend.

Det er ikke nødvendigvis den bedste løsning.

Dialog, og at sætte sig ind i hvad der foregår med de virale trends, som børn og unge drages af, er vejen frem for at få et barn til at træffe nogle gode beslutninger, når det færdes på nettet.

“Jagten på likes er stor, og nogle børn går for langt for at få dem. Vi prøver med kurset at guide forældrene igennem den virale jungle og komme med nogle gode råd til, hvordan de kan ruste deres børn til et trygt liv på sociale medier,” siger kommunikationskonsulent Jens Sørensen, fra Randers Bibliotek.

 

Grundlag for snak
Børn og unge har brug for voksenhjælp, når de potentielt tilsidesætter al sund fornuft og overskrider grænser, mens de lever på YouTube og andre sociale medier.
På det aktuelle kursus gennemgår eKurser.nu bl.a. en række trends som happy slapping, Tide pot-challenge, smack cam, prank-genren m.fl. som har floreret på sociale medier.
Der er gode råd fra bibliotekaren, fra TV-værten Sofie Østergaard og en præsentation af, hvordan appen You Tube Kids for de 3-12 år er et tryggere miljø for børnene.
Kursets ambition er at give et grundlag for gode snakke med dit barn, til dagsordenen på et forældremøde, eller i klassesammenhænge, hvis emnet digital dannelse er oppe og vende på skolen.