Randers kommune vil lukke halvdelen af sine tandpleje-klinikker.

Udvalget for Sundhed, Idræt og Kultur har indstillet til Byrådet at godkende en ny struktur for tandplejen.

Det vil skære antallet af tandklinikker fra 10 til 5, som skal renoveres og udbygges for 10 millioner kroner.

Strukturen skal sikre kvalitet, moderne udstyr og de nyeste behandlingsmetoder i tandplejen.

Fremtidens fem tandklinikker placeres på Nørrevangsskolen, Korshøjskolen, Tirsdalens Skole, Bjerregrav Skole samt Randers Sundhedscenter på Thors Bakke.

Klinikkerne på Langå Skole, Assentoftskolen, Søndermarkskolen, Østervangsskolen og Blicherskolen skal nedlægges.