Natten til i dag bankede en 46-årig mand på hos politiet ved politigården på Dragonvej i Randers.

Manden forklarede, at han havde brug for politiets hjælp til at komme ind i sin lejlighed. En betjent gav manden besked om, at det umiddelbart ikke var et anliggende for politiet, og at han i stedet måtte kontakte en låsesmed.

Det svar var manden tilsyneladende ikke tilfreds med, så han kaldte betjenten for diverse skældsord og truede ham.

Det endte med at den 46-årige blev anholdt, og fik en overnatning på politigården.