En 48-årig mand er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Randers.

Han sigtes ifølge politiet for grov vold ved i går klokken 14 at have slået en 50-årig mandlig bekendt flere gange med et jernrør både på kroppen og i hovedet.

Overfaldet skete på et botilbud i Randers NØ, hvor begge mænd p.t. holder til, oplyser politiet.

Det var angiveligt en uoverensstemmelse mellem dem, der førte til overfaldet, der kostede den 50-årige en brækket hånd, en flænge i baghovedet og flere mindre skader i ansigtet og på kroppen.

Det var personalet på stedet, som tilkaldte politiet, der kort efter anholdt den 48-årige.