Nu tegner Randers Kommune igen cirkler og kvadrater med kridt på Justesens Plæne, i Tronholmparken og i Tøjhushaven.

Det er corona-sikre opholdszoner, hvor maksimalt 10 personer må opholde sig af gangen.

I Doktorparken er der ensretning omkring søen.

Der bliver også opsat skilte, i flere af byens parker og grønne områder.

Det skal hjælpe borgere, der gerne vil opholde sig i det grønne, med at efterleve forsamlingsreglerne og forhindre spredning af smitte med COVID-19.

– Sidste år oplevede vi, at mange brugte opholdszonerne, så vi gentager succesen i år. Det er utroligt vigtigt, at vi holder ud, og vi stadig holder afstand til hinanden, siger Randers-borgmester Torben Hansen.