En af de største skikkelser inden for dansk billedkunst er gået bort.

Mogens Møller, hvis skulpturer kan findes i mange danske byer, døde onsdag, 86 år gammel, oplyser familien.

Møllers kunst kan ses i gallerier, museer og byrum landet over.

Han står blandt andet bag krukken på Paradisøen ved Randersbro.

Møllers kunst kommer dog også i en langt mindre udgave. Enhver med en 10’er eller en 20’er fra 2001 til 2010 i lommen bærer rundt på et af hans værker.

Billedkunstneren står nemlig bag det portræt af dronning Margrethe, som pryder mønterne.

Møller blev uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi i 1962 til 1966 og var senere professor på akademiet.

Han fik i løbet af sin karriere Thorvaldsen Medaillen, Eckersberg Medaillen og Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.