Onsdag kl. 18.16 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra ABC Lavpris på Hobrovej i Randers, hvor personalet havde tilbageholdt en udenlandsk butikstyv. En medarbejder havde bemærket manden, som hun syntes udviste en mistænkelig adfærd, det fortæller Østjyllands Politi i politirapporten.

Medarbejderen havde derfor set butikkens videoovervågningen igennem og kunne se, at manden havde taget nogle varer i butikken, herunder to pakker fetaost, som han havde puttet i lommen. De øvrige varer betalte han for ved kassen, hvorefter han gik mod udgangen.

Medarbejderen tog kontakt til manden i butikkens vindfang og bad ham vise, hvad han havde i lommerne. Manden tog de to pakker fetaost op af lommen og blev bedt om at følge med ind i et baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet. Da patruljen ankom til stedet, blev den 48-årige rumænske mand anholdt og sigtet for butikstyveri.