Fremover vil et blåt undervandslys skabe en nærmest tropisk stemning i Udbyhøj.

Som kun den anden lystbådehavn i Danmark har Udbyhøj fået etableret undervandslys De skal skabe stemning om aftenen i området omkring havnens to flydende shelters. Et område, hvorfra der også bliver badet hele året.

Det var havnefoged Christian Heibel Godsk der fik idéen efter en rundvisning hos Køge Marina, hvor de har haft lysene i et par år.

»Lyset skal hjælpe til en tropisk stemning på havnen om aftenen, men er samtidig en lille ekstra sikkerhed for dem, som bader tidligt og sent,« fortæller havnefogeden.

Det nye lys tænder fremover sammen med lamperne på stierne. Det har naturligvis størst effekt, når det er helt mørkt, men hygger også ved skumringstid.

»Og så vil det aldrig være præcis den samme oplevelse, man får fra lyset. vandets sigtbarhed har nemlig stor betydning for effekten, så oplevelsen vil være forskellig fra gang til gang,« forklarer Christian Heibel Godsk.

Det tropiske undervandslys blev tændt første gang fredag den 11. marts.