»Værdier er ikke kun noget vi har, det er noget vi gør! Vi tilbyder derfor gratis håndbold for børn og unge der som ukrainsk flygtning er under ophold i Randers og omegn,« fortæller træner Jimmi Grønkjær Jensen fra Vorup FB Håndbold.

Klubben tilbyder gratis håndbold til ukrainske børn og unge i alle aldre og sørger for håndboldtøj, sko og frugt til børnene. Og derudover kaffe til forældrene. Det kommer til at foregå lørdage i Ulvehøjhallen. Første gang 9. april.

»Vores tanke er, at forældrene også har brug for at etablere et netværk og gerne kombineret med sjov aktivitet for børnene. Vi håber at børnene sammen med deres forældre og gerne evt. værtsfamilier kan få lidt glæde ind i hverdagen med sjovt samvær, leg og boldspil – uanset om man kan spille håndbold eller aldrig har prøvet det før,« lyder det fra Jimmi Grønkjær Jensen.

»Ingen kender endnu det fulde omfang af behovet, men vi står klar i hallen, uanset hvor mange der møder op. Vi er undervejs med en ’Vorup FB Håndbold Støttegruppe’ til donationer, og stiller os gerne til rådighed for sparring med andre håndboldklubber, som ønsker at hjælpe med tilsvarende tilbud i egen forening.«