I 15 år har tidligere tillidsmand fra Bombardier, Jens Peter Møller og Landsforeningen for pårørende hjulpet tusindvis af psykisk ramte familier.

KIAN JOHANSEN

Jens Peter Møller fra Randers tager sin mobiltelefon døgnet rundt. Han hjælper andre hver dag.

Den 70-årige Jens Peter Møller var med til at stifte en lokalafdeling af Landsforeningen for pårørende 24. april i 2007 og siden er Favrskov og de to djurske kommuner kommet med, så i dag hedder foreningen ’Landsforeningen for pårørende Randers Favrskov Norddjurs Syddjurs’ og har 15 års jubilæum.

En normal dag for den pensionerede fællestillidsmand fra togfabrikken Bombardier kan godt byde på hele tre møder, hvor han sidder som bisidder og hjælper tre familier og det familiemedlem, der er ramt Det kan være alt fra angst til depression over til psykiske lidelser der formørker familiens liv.

»Vores forening hjælper alle parter, både den ramte og de pårørende. Når de ringer, kører jeg ofte ud med det samme. Og så laver vi en handlingsplan. Det er vigtigt, at det går hurtigt og at det er i eget hjem. Jeg får ofte ting at vide, som andre ikke gør. Netop fordi de føler sig trygge og hørt.«

I sidste time

Ofte kommer hjælpen i sidste øjeblik for hele familien. Det primært unge fra 13-14 år og opefter og personer helt op til 40-års alderen, der har behov for hjælp og råd.

»Typisk har forældrene kæmpet i mange år og er nu ved at ramme muren, samtidig med at deres datter eller søn er ved at køre træt i sagsbehandling, tovtrækkeri med kommunen, eller bekymringer om fremtiden. Jeg kender udmærket den sitrende fornemmelse i kroppen af stress. At være i undtagelsestilstand gør, at du til sidst bliver handlingslammet og hele tiden har en fornemmelse i kroppen.«

Så tager Jens Peter Møller og hans netværk over og understøtter familien med råd og vejledning.

»Vi tager over, så forældrene ikke skal sygemeldes eller går ned med stress. Det er meget vigtigt, at forældrene ikke går ned, ellers kan de ikke hjælpe sig selv og den psykisk ramte på fode igen.«

3,5 opkald om dagen

Jens Peter har igennem årtier opbygget et kendskab til kommunens folk og til psykiatrisk afdeling i Randers og så kender han fra gammel tid en del erhvervsdrivende, som han af og til spørger om hjælp. Så finder han en jobtræningsplads til en trængende person, der hjælpes videre. Han er også kendt som idemanden bag den sociale tillidsmand og var smed i 38 år på togfabrikken.

Flere andre frivillige driver foreningens ungdomsgrupper, mens det primært er Jens Peter Møller der rådgiver og vejleder folk. Han sætter også gang i flere selvhjælpsgrupper for de pårørende, når de er startet op, kører de næsten af sig selv, lyder erfaringen.

»Mit og foreningens arbejde burde ikke være nødvendigt. Men der er uhyggeligt mange mennesker der har brug for hjælp. Det der er det grusomme i det er, at antallet stiger år for år. Løsningerne bliver ikke taget hurtigt nok for de unge mennesker i skolen. Jeg ved ikke hvor fejlen ligger, men mit indtryk er, at skolen venter for længe, fordi indsatsen koster mange penge på skolens budget.«

I 2020 havde foreningen 860 opkald. Det steg til 1300 i 2021. Det svarer til lidt over 3,5 opkald om dagen. Her i slutningen af april, har primært Jens Peter Møller modtaget 458 opkald siden januar 2022.

For at sætte fokus på det arbejde, som foreningen udfører, er der planlagt flere foredrag om venskab og ensomhed af Frederik Svinth i løbet af maj måned.

Hvorfor bliver du ved?

»Du kan jo kalde mig en idiot fordi jeg fortsætter. Det er svært at bede andre frivillige om det samme, som jeg gør døgnet rundt. Jeg kan se, at der er et behov for vores hjælp. Mine forældre døde, da jeg var ung. Kort efter begik min bror selvmord, så jeg kender alt til at miste og til at miste overblikket, og blive lammet af stress og tanker. Det vil jeg gerne sørge for, at andre undgår.«