Fire unge mænd er sigtet efter at Østjyllands Politi torsdag morgen foretog en mindre knallertkontrol ved Munkholmskolen i Stevnstrup.

Her stod et par betjente klar, da eleverne mødte ind og syv scootere blev tjekket for ulovligheder. Det viste sig af fire af dem var tunet og kunne køre en del hurtigere, end de måtte.

En enkelt knallert blev målt til at kunne køre 74 km/t på politiets medbragte rullefelt. Det er markant hurtigere end de tilladte 30 km/t.

De fire unge mænd blev alle sigtet for konstruktiv ændring af knallert, hvorefter deres forældre blev underrettet. De kan nu se frem til en bøde på 1000 kroner og en betinget frakendelse af knallertkørekortet.