Skuespiller Bodil Jørgensen kommer til Havndal og holder dette års Grundlovstale på Lyshøj Mølle. Det fortæller Lyshøj Mølles Venner i en pressemeddelelse.

»Kontakten til Bodil Jørgensen fik vi ved fejringen af 75 års jubilæet for befrielsen, der fandt sted på Hvidsten Kro. Her var Lyshøj Mølle repræsenteret, da den tidligere ejer af Lyshøj Mølle – Henning Andersen – var medlem af Hvidsten Gruppen. Henning Andersen blev fanget af tyskerne og senere henrettet sammen med en stor del af Hvidsten Gruppen. Lyshøj Mølle er nu ejer af flere personlige dokumenter, der har tilhørt Henning Andersen,« fortæller Christian Boldsen fra Lyshøj Mølles Venner. Og han fortsætter:

»Hvad Bodil Jørgensen vil tale om på Grundlovsmødet, kan vi kun gisne om, men mon ikke det handler om, at vi ikke kan tage frihed og demokrati for givet, men skal kæmpe for og værne om det hver eneste dag?«

På Grundlovsmødet vil der også blive sunget og drukket kaffe og spist hjemmebagt kage. Det vil ligeledes være mulighed for at se den nyrestaurerede mølle såvel ude- som indefra.