Steen Uhre Knudsen har lovet, at han nok skal til at hjælpe med at lave mad derhjemme. Hvad tiden som pensionist ellers skal bruges på, er han endnu ikke helt sikker på.
AF CECILIE BISGAARD
»Tak, tak, tak. Det skal overskriften for min tid her være.«
Steen Uhre Knudsen har været præst ved Sankt Andreas og Lem Kirker i 37 år, men nu er det snart slut. Den 29. maj holder han sin afskedsgudstjeneste i Sankt Andreas Kirke, og derefter holder han en måneds opsparet ferie, inden han officielt går på pension 30. juni.
»Jeg har nogle bestemte stykker, som jeg skal holde mig til, så jeg kan ikke selv vælge, hvad jeg vil prædike om til mine to afskedsgudstjenester. Men lad mig være ærlig og sige, at jeg ikke ville have valgt de to, for de er ikke de nemmeste,« siger præsten med et smil på læben.
Blå bog: Steen Uhre Knudsen
Født i 1952 i Vejen
Vokset op i Holstebro
Gift med Anne-Mette, som han har tre børn med
Har syv børnebørn
Havde første gudstjeneste palmesøndag 1985 i Sankt Andreas Kirke
Sidste gudstjeneste vil være 29. maj
Har de seneste par år også haft seks årlige gudstjenester i Sankt Peders Kirke
22. maj holdt han afskedsgudstjeneste i Lem Kirke.
»Jeg er meget glad for den måde, som folk har været over for mig på. Jeg er glad for den modtagelse og omsorg, som de har vist mig. Det gælder alle tre kirker. Jeg har været glad for de præstekollegaer, jeg har haft. De har inspireret mig, og det har aldrig været trist. Og stor tak til mine medarbejdere, som har løbet og sprunget for at hjælpe mig,« siger han.
Et stort spring
Egentlig havde Steen Uhre Knudsen ikke regnet med, at han skulle være præst. Hans morfar havde godt nok altid sagt, at »den dreng bliver præst«, men alligevel var det ikke den vej, han startede med at gå.
»Jeg er egentlig uddannet gymnasielærer, og jeg har en cand.mag. i historie og kristendomskundskab – så det lugter selvfølgelig lidt af det, men jeg har aldrig læst teologi,« siger Steen Uhre Knudsen og fortsætter:
»Da jeg var færdig med pædagogikum, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde lyst til at bruge et helt liv på at undervise.«
I stedet for at læse teologi benyttede Steen Uhre Knudsen sig af en mulighed for at tage en særlig præsteuddannelse for akademikere.
»Jeg har altid været åben for de kristne værdier, men det var først senere, at jeg fik lyst til at forkynde Guds ord. Det skulle modnes hos mig. At forkynde for andre er et stort spring. Jeg skal tro på, hvad jeg siger. Hvis jeg ikke selv tror på det, så er det et helvede at være præst i så mange år. Så er det jo bare en omgang fake news,« siger han.
»Jeg trives her«
Det første job, som Steen Uhre Knudsen fik, da han var blevet uddannet præst, var i Sankt Andreas og Lem Pastorat. Og der har han været lige siden.
»Jeg vil gerne sige tusind tak til alle de mennesker, som jeg har mødt både i og udenfor kirken. Jeg er meget taknemmelig for den opmuntring, jeg har fået i mit arbejde. Jeg har ikke mærket nogen modstand. Hverken mod mig selv eller evangeliet. Jeg trives her, og jeg har aldrig oplevet ballade,« fortæller han.
Grunden til, at han alligevel stopper nu, er primært alderen.
»Jeg er ansat som tjenestemand, og i tjenestemandsaftalen står der, at man skal gå på pension, når man fylder 70. Jeg er ikke ked af mit arbejde, men sådan er reglerne. Men måske er det fint nok, at der kommer unge kræfter til, og at jeg går, mens jeg stadig føler, at jeg kan bestride mit arbejde,« forklarer præsten.
På hest i kirken
Når man spørger Steen Uhre Knudsen, om der er nogle særlige ting, han kan huske fra sin lange karriere i Randers, så er der især en episode, som han nævner.
»Som ung præst var jeg nok mere vild og modig. En palmesøndag havde jeg arrangeret, at min ældste datter skulle ride ind i kirken på hesten Jytte. Det var den dag, Jesus kom ridende ind i Jerusalem på et æsel. Men vi havde ikke noget æsel, så vi måtte bruge en hest,« siger han med et smil på læben og fortsætter:
»Det gik strålende. Det var ikke én, der blev forarget, og Jytte havde fået en lille bakke bagpå. Men det havde jeg aldrig turdet gøre i dag. Det var ganske vildt.«
Håb til begravelser
Der er nogle særlige præsteopgaver, som Steen Uhre Knudsen har sat mest pris på.
»Det, der driver mig, er at forkynde og hjælpe mennesker. Det er jeg mere interesseret i end kirken som et sted, der skal administreres. Der er en masse love og paragraffer, og det skal organiseres. Det har jeg dygtige medarbejdere til at sørge for, så jeg kan koncentrere mig om det, som jeg synes er interessant,« siger han.
Præstens egne yndlingscitater
”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene”
”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke, og du skal elske din næste som dig selv”
”Jeg er vejen, sandheden og livet”
En af de ting, som han har været glad for, er at tage sig af begravelser.
»Jeg møder mange, som synes det må være strengt med så mange begravelser – og begravelser har jeg haft et hav af. Det er jeg ikke ked af. Jeg finder en glæde ved at forkynde håb. Det med at kaste jord på kisten og sige ”af jorden skal du igen opstå”. Der er en morgendag. Der er håb. Det er ikke bare et punktum. Det er det kristendommen giver mig. Håb,« siger han og fortsætter:
»Til begravelser er det ikke bare ”goddag” og ”farvel”. Dybest set er vi alle ens. Alle skal leve, alle skal dø, og alle skal miste. Her er noget, vi er fælles om. Det er givende at være med til.«
Steen og Napoleon
Men hvad så nu? Hvad sker der, når man forlader den arbejdsplads, som man har været på i 37 år?
»Det er et godt spørgsmål. Jeg er spændt på, hvordan det bliver, når mit arbejde og de mennesker, jeg møder hver dag, har været så stor en del af mig. Men jeg er meget fortrøstningsfuld, for som præst er man meget sin egen arbejdsgiver, så det regner jeg med bliver en støtte. Jeg skal finde ud af, hvad jeg skal, og så skal jeg sparke mig i gang. Jeg vil ikke bare sidde i sofaen og se den ene serie efter den anden,« siger han.
I stedet har præsten planer om at dyrke sin helt store hobby: Napoleon.
»Napoleon betyder rigtig meget for udviklingen i Europa. Han gjorde op med de feudale rettigheder og adlen. Alle skulle være lige og belønnes efter, hvad de gjorde. Det er jo det, der har ført til EU i dag. Der er skrevet så meget om ham. Var han foregangsmenneske eller tyran? Var han han ond, var han god? Var han visionær, eller var han et magtmenneske? Det bliver man aldrig færdig med at diskutere – ligesom evangeliet og håb,« siger præsten og fortsætter:
»Han er ikke min helt, men jeg ser mange gode ting. Han er død-interessant, og hans liv var et eventyr og en spændingsroman af de helt store. Derhjemme har jeg to store bogreoler kun med bøger om Napoleon. Jeg vil gerne holde foredrag om ham, og hvis det bliver vildt, så skriver jeg måske en bog. Jeg vil ikke planlægge i detaljer. Jeg vil gerne overlade nogle ting til Gud og lade livet komme til mig.«
Ellers skal der være fokus på familien.
»Jeg har syv børnebørn, som nu om dage er dejligt krævende. Det er skønt og dejligt at bruge tid med dem. Jeg har også lovet min kone, at jeg vil prøve at lave mad en gang imellem,« siger Steen Uhre Knudsen.
