Jens Otto Krags Plads har gennemgået en forvandling. Gå på opdagelse i pladsens grejboks og nyd sensommeren på de nye steder at hænge ud.

Jens Otto Krags Plads har gennemgået en forvandling, som giver mulighed for nye aktiviteter og flere sociale mødesteder.

Det står i en pressemeddelelse fra Randers Kommune, der skriver, at det mest iøjnefaldende nok er de store, grønne flader som græsplænen byder på, men også bakkerne på pladsen er blevet til en skærmende vold, der giver ro for trafikken.

»Pladsen er en central del af livet i Randers, og vi skal sørge for, at den kan understøtte det liv, borgerne ønsker at have på pladsen. Derfor afprøver vi nu en plads, hvor der er fokus på liv, leg og opholdsmuligheder. Det er indtil videre blevet taget rigtig godt imod,« fortæller Claus Berggren (V), der er formand for Erhvervs- og Planudvalget i Randers Kommune, i pressemeddelelsen og fortsætter:

»Idéen med pladsen er, at leg, samvær og fællesskab bliver forenet på en af de centrale pladser i Randers’ bymidte til glæde for børn og voksne.«

Gratis udlån af spil

Noget af det mere opsigtsvækkende på pladsen er megamøblerne bygget af stilladser, der giver plads til hængekøjer, afskærmning og siddeområder, der indbyder til socialt samvær, ro og fordybelse. Derudover er der en række flytbare elementer af træ, som kan bruges til at skabe præcis de rammer, man har brug for til sig selv eller sin gruppe, forklarer Line Heydorn, midtby-koordinator ved Randers Kommune.

»Pladsen skal være fleksibel og imødekommende, så alle kan skabe de bedste rammer for deres ophold. Der er farvede træstubbe og sveller, der kan trilles og rulles, og Grejboksen har forskellige rekvisitter. Her er bolde, stangtennis, petanque, strandstole, kongespil, bøger med mere,« fortæller hun.

Spil, stole og så videre kan lånes gratis, så længe man er på pladsen og rydder op efter sig.

Man kan komme med flere forslag eller feedback i beholderen på pladsen eller ved at dele opslag på de sociale medier med #JOKbyrum.