Du kan som altid være med til at vælge Årets Æresnisse med Randers Nisserne.

Det er en gammel gammel tradition, der holdes i hævd når Randers Nisserne lørdag 26. november kårer Årets Æresnisse.

Randers Nisserne hedder egentlig Blæseorkestret Søndermarken, og faktisk var det orkestrets navnkundige og utrættelige PR-mand Kristian Høgh, der opfandt Randers Nisserne. Han blev nemlig orkestrets PR-mand tilbage i 1975, hvor man manglede penge både til uniformer, instrumenter og undervisningstimer, så gode idéer skulle fødes – og helst hurtigt – og det klarede Kristian Høgh.

Mange forældre, elever og sponsorer har siden spillet i – og trofast bakket op om Randers Nisserne, som hvert år siden 1975 har været med til at bringe hele Randers i den rette julestemning.

Igen i år kan byens borgere være med til at bestemme, hvem der skal have den fornemme titel Årets Æresnisse med nissetov om maven og en nissehue med broderet årstal for udnævnelsen.

Årets Æresnisse skal som sædvanlig findes blandt de lokale borgere, der har gjort en ekstraordinær indsats for Randers. En, der har sat noget i gang. En, der har gjort noget for byen. En, der har lavet noget for byen. En, der har gjort noget for at få folk til Randers – eller en der har bragt Randers på landkortet – ja, grundene kan være mange.

Har du en eller flere, du synes, fortjener den fornemme titel, så send et par ord om hvem og en begrundelse hvorfor senest 17. november til susannedalmose@outlook.dk.

Efter udnævnelsen samles alle – nye som gamle nisser – til julehygge for at ønske hinanden en rigtig glædelig jul. Tidligere æresnisser møder frem iført deres nisseantræk.