Smilene træder frem fra de rynkede ansigter, når vuggestuebørn hver uge besøger Kollektivhusets ældre beboere. Se fotogalleriet.
KIAN JOHANSEN
Gudrun og Poul sidder som de første klar i musiklokalet, mens vuggestuebørnene strømmer ind i lokalet med klaveret i hjørnet og stolene sat pænt op langs væggene. Flyverdragter og støvler ryger af som skindet fra en spegepølse.
Ryggene er lettere foroverbøjede og munden lidt stram på de ældre beboere fra Kollektivhuset på Viborgvej her i begyndelsen.
»Vi si’r goddag. Og hej med dig.« Stroferne rammer de ældre som sollys på en skyggefuld sommerdag. Ryggen rankes, smilene vokser og de bliver større og større, mens børnene får hjælp til at synge »Jeg ved en lærkerede.«
Musikken er anført af pædagog Marie Louise Kjærgaard-Jensen fra Kollektivhuset Randers og de tre voksne fra Viborgvejens Børnehus, der har taget de fleste fra Stjernestuen med på besøg. Alderen er alt fra 2 til 100 år i lokalet.
LÆS MERE UNDER BILLEDERNE
God til nuet
Denne tirsdag er der ni ældre beboere tilstede og de fleste har både hukommelsen og motorikken i behold, enkelte må bruge kørestol. Fællessangen giver dem alle mulighed for at glemme sig selv for en stund. At være i nuet sammen med børnene, der lader til at være rigtig gode til netop dén disciplin.
Der synges med på den jazzede version af stopdansen. »Gå med i Lunden, så spidser vi munden og synger den gamle sang om kærlighed.« Hænderne samles til klap, mens de små poder trimler rundt på gulvet, når musikken stopper, som man jo skal til en stopdans.
Alle har hørt sangene før og når melodien toner frem fra en lille højttaler, så ser alle ud til at huske, hvad der nu skal ske. Selv de helt mindste to-årige, der kun har været med et par gange efter sommerferien, genkender musiklegen.
»Jeg glæder mig hver uge til at være med. Min kone havde dagplejebørn engang og jeg elsker små børn,« smiler Poul Kastrup, mens foden vugger i takt til musikken.
Ud af højttaleren lyder nu toner fra »Jeg gik mig over sø og land«. Børnene ryger op fra gulvet som raketter og tumler trygt og uforstyrret på midten af gulvet, mens de ældre pænt holder sig til deres stole i starten.
Flere fødder vugger i takt til musikken og undervejs træder dem med de rappeste fødder med ind i kredsen af tumlende og legende børn. Nogle af de ældre glemmer at synge med, for i stedet at betragte den glade forsamling, der laver alle de bevægelser, som sangen kræver, når man går over ’sø og land’.
Invitation til julestue
»Jeg har selv ti oldebørn,« betror Tove Nielsen sig. Selvom hun sidder i kørestol følger hun livligt børnenes dans med hele kroppen og når at invitere alle med ned for at se hendes juleudsmykkede lejlighed, inden næste dans begynder.
Især den yngste charmetrold får mange blikke fra de ældre og en af beboerne, Gudrun, fortæller bagefter, at han er en dejlig gut. Hun lægger mærke til barnets udvikling, da hun jo ser ham en gang om ugen og kan følge med i hans mere sikre gang, uge for uge.
»At synge de samme sange over en periode styrker hukommelsen. Sangene bliver lært og der suppleres med nye sange. I nærværet og trygheden glemmer vi os selv, lærer nyt og husker det gamle,« fortæller Marie Louise Kjærgaard-Jensen, der har arbejdet i Kollektivhuset i over 13 år.
Musik og gentagelser
For mindre end fem år siden kontaktede pædagogerne fra Viborgvejens Børnehus hende og spurgte, om de ikke kunne mødes, de to generationer.
Det blev så til det ugentlige musikmøde, hvor mellem ti og seksten ældre fra alle ældrecentrets afdelinger enten selv trisser ned i musiklokalet, eller bliver kørt derhen af en plejer. Og plejerne forsøger at gøre alt for, at de daglige rutiner er vel overstået, så de ældre kan nå at være med, fortæller Marie Louise Kjærgaard-Jensen, der gerne så, at endnu flere ældrecentre tog handsken op og lod børn og ældre mødes igennem musikken.
Hun fortæller, at gennem de mange besøg, har det været vigtigt at fokusere på trygheden og glæden ved at gense hinanden. At få hilst på hinanden og få sagt farvel og tak for i dag, er en uundværlig del af fællesskabet. Gentagelser skaber en tryghed for alle parter.
Uendelige øjnes optik
En ældre beboer har sat sine øjnes optik på uendeligt og kigger betaget på en af vuggestuebørnene, der uimponeret og trygt kigger igen. Det er tydeligt, at hun har fået tankerne på gled, på grund af sangene og de små børns tilstedeværelse.
Og det er netop også pointen med musikken. Enhver kan deltage lige så meget – eller lige så lidt – som man vil. Man kan blive siddende og nyde øjeblikket, eller man kan træde med ind i kredsen sammen med børnene, der velvilligt tumler med rundt.
Flere af børnene bliver tydeligt trætte undervejs og trækker sig lidt fra midten af lokalet, mens andre tager over. Snart venter frokosten og middagsluren og gåturen på de godt 100 meter hjem til vuggestuen.
»Vi sir’ farvel og hej med dig.« Nogle af børnene giver hånd til de ældre. Andre børn tager mod til sig og rækker ud mod en hånd, der kærligt møder dem. Både børn og ældre er optagede af hinanden.
Vennerne vinker farvel til hinanden og de ældre smiler. Igen og igen.
