Nu bliver det meget lettere for randrusianerne at oplade elbilen, for en helt ny Supercharger-station er netop åbnet ved Randers Storcenter. Her er der i alt opstillet 16 spritnye ladestandere på parkeringspladsen i nærheden af Rød Indgang. Det fremgår af en pressemeddelelse.

»Flere og flere af vores besøgende i shoppingcentrene kører elbil, og vi oplever derfor en stigende efterspørgsel på nemme, hurtige og tilgængelige lademuligheder. Vi er glade for, at vi nu sammen med Tesla har mulighed for at tilbyde vores besøgende netop dette,« siger Kristian Mortensen, der er Chief Technical Officer hos Danske Shoppingcentre, i pressemeddelelsen.

I Randers Storcenter er center manager, Jacob Hald Christensen, stolt af at gøre det endnu nemmere at køre grønt i lokalområdet.

»Vi er enormt stolte af at være med til at fremme den bæredygtige udvikling for den grønne transport i Randers. Med de nye ladestandere gør vi det lettere for både borgere og besøgende i Randers at lade deres elbil op,« siger han.

Som en del af et pilotprojekt har Tesla besluttet, at alle biler uafhængigt af mærke skal kunne bruge de nye ladestandere. Målet er at accelerere overgangen til bæredygtig energived at gøre det let og tilgængeligt for alle at oplade elbilen.